lørdag den 14. marts 2020

LÆDERLAP PÅ ÆRMET REDDER SWEATEREN


Sweateren til yngstesønnen Jens er strikket i 2012 og i et superlækkert langhåret kamgarn, som slet ikke fås i den kvalitet i dag. Fibrene er ca. 15-20 cm lange og meget slidstærke. Det er en fornøjelse at strikke til Jens, som bruger sine trøjer flittigt. Nu er ærmerne ved at være tyndslidte på albuerne og han vil gerne have læderlapper på ærmerne. Det må han gerne få. 


 Sweateren blev vasket og ærmesømmene pillet op. Det tyndslidte område blev markeret med en ritråd inden vask. 


Jeg ville have købt færdige lapper i en grå farve, men kunne ikke finde nogen på nettet. Så kom jeg i tanker om at jeg en gang havde pillet en gammel ruskindsjakke fra hinanden og resterne kunne bruges til lapper. For at sikre at læderlapperne ikke ville smitte af ved senere vask, vaskede jeg dem først ved lav temperatur. Der var nu ingen afsmitning. 


For at stabilisere det tynde ruskind lidt så det nemmere kunne syes på med maskinen, strøg jeg noget supertyndt Vlieseline på lappernes bagsider. Skindet var ens på begge sider.

Jeg ville hæfte lapperne med knappenåle, men det var næsten umuligt - og desuden kunne indstikshullerne ses. Men ... et par fine klatter tekstillim var nok til at fæstne lapperne ovenpå de markerede steder. (Sørg for at lapperne er placeret i samme ærmehøjde). 


Lappperne skulle sys på med symaskinen, akkurat som jeg gjorde det ved den Outdoor Sweater fra Härkila som jeg kopierede til barnebarnet Lasse for mange år siden . For at styre strik og lapper i maskinen er det nødvendigt at hæfte et stykke tyndt papir på bagsiden af ærme og lap. Papiret rives af når der er syet.




Jeg syr med sting nr. 8 på min Bernina 1080. Stinget syr tætte sting udenom lappen og et langt sting ind på 


Mens man syr, må man ofte løfte trykfoden når der dannes en lille fold i skindet. Læg mærke til at jeg syr med en speciel teflonbelagt trykfod. Den har jeg, fordi jeg ofte syr i andet end stof. 


Færdigt arbejde og sweateren kan klare nogle år mere. 

Mange har spurgt på strikkemønstret til den lækre sweater og jeg har genskabt det på Designaknit. Håber at I kan finde ud af at tyde opskriften. 



fredag den 13. marts 2020

HERRESWEATER - EN FORSINKET JULEGAVE


En meget forsinket julegave kunne endelig afleveres her i starten af marts måned, hvor vi tilbragte en skøn weekend i sommerhuset i Svallerup. Sweateren er strikket efter en opskrift fra Hjertegarn. Det nemme grafiske mønster var nemt at omsætte til strikkemaskinen. Garnet er fra eget lager og er viklet sammen af 4 tråde 28/2 naturfarvet Øko uld. 

Strikkeriet var ikke uden problemer. Da jeg var færdig, viste det sig at det strikkede drejede voldsomt og trak skævt efter at jeg havde skiftet garnnøgle. Det har jeg aldrig før været ude for, så jeg tænkte at det nok skulle rette sig ved dampning. Men det gjorde det bare ikke! Altså trævle den nederste del af forstykket op og strikke nyt på. Her var jeg meget i tvivl om det kan ses på strikket om man har strikket i modsat retning. Det kunne man ikke - men til gengæld var der ligesom en forskel i farven. Det kan jeg ikke tolerere, så jeg trævlede op - helt op til starten af mønstret og med nyviklet garn. Så blev det fint. 
Jeg må finde ud af, hvorfor garnet trak skævt. Har jeg mon spolet forkert sammen? 


Når jeg starter mit strik overvejer jeg nøje, hvordan den senere montering skal være. Kraver med slids og lynlås skal have en speciel montering (Den originale opskrift er anderledes). Min strikkeprøve har flere masker og rækker end originalen og er beregnet med Designaknit. Kraven er strikket for sig med opslag på kontrast. Økould kradser lidt, så den indvendige krave blev strikket i blød Trunte Merino. Det oprindelige mønster fik tilføjet blå masker med maskesting for at svare lidt til kraven og slidsens belægning.


Kraven er strikket i facon med større maskevidde i start og slutning, langsomt gradueret til mindre masker ved ombukket. Den løse kravedel ries på tæt ved kanten af udskæring og krave. I forvejen har jeg markeret MIDT BAG og skuldersømmene idet der tages højde for at forstykkets krave er længere på grund af den dybere udskæring.


Herefter syes kraven på med bagsting gennem hver maske mens jeg maske for maske trævler kontraststrikket af. 

Masker til slidsbelægningen samles op langs slidsen. Jeg bruger ved opsamling af masker altid antal masker i forhold til antal rækker. Eksempel: strikkeprøve 24 m og 32 rækker. Skal der samles masker op på f. eks. 10 cm langs den lodrette slids, svarer det til 24 masker. Regnestykket ser således ud: 32 rk -minus 24 = 8. .... 32 divideret med 8 = 4. Altså skal der springes i maskelænke over for hver 4. maske. Gør man det på denne måde, kommer det altid til at passe. 
Her har jeg slået lige så mange masker op til slidsens bageste belægning. Sno garnet om hinanden ved farveskift. 

Selvom jeg har syet inderkraven ned med pæne sting, kan det gøres pænere. 


Her har jeg hæklet en række fastmasker i den yderste maskelænke og syet hæklekanten ned i de foregående sting. Det giver samtidig en fin og fast kant.


Skuldrene er let skrånende og er syet sammen med maskesting fra retsiden


Ved mindre strikstykker med ombukket kant plejer jeg at starte med lukket opslagning og hænger maskerne op efter den dobbelte kant. Her er der imidlertid et farveskift og man vil kunne se de ophængte lyse masker i den mørke farve. Derfor har jeg strikket toppen af den ophængte kant i den mørke farve. Jeg turde ikke løbe an på at kunne hænge alle masker i maskinens bredde op og startede derfor med kontrast, mørk, lys mørk til kanten, som jeg senere lukkede af i hånden og syede på af hensyn til elasticiteten. 


tirsdag den 28. januar 2020

PETITEKNIT STOCKHOLM SLIPOVER OG SUNDAY SWEATER


En Stockholm slipover til Trine, som selv har valgt det smukke Angora-Merino garn i en smuk armygrå/grøn farve.


Slipoveren vejer knap 130 gram og er superlækker. Jeg har strikket den på maskinen, mens ribkanterne er strikket i hånden.




Samme slipover i en anden garnkvalitet - Super Kid mohair 


På nærbilledet ses at jeg har mikset en brun og en rosinlilla sammen - ialt er der strikket met 6 tråde, 3 i hver farve, omhyggeligt twistet sammen til en homogen tråd.


En Super Kid mohair Sunday sweater til Cecilie. Bærestykket strikket i hånden, resten på grovstrikkemaskinen. Det går dog kun op til størrelse M på grund af maskinens 114 nåle.



Billedet indsættes med tilladelse fra den søde Cecilie, som blev glad for sin nye sweater.



Her et nærbillede af de to farver, brun og rosinlilla, for sjovs skyld strikket op som prøve i en stribet version. I virkeligheden er den rosinlilla lidt mørkere, men er svær at fotografere.

Jeg håber at begge mine store børnebørn, Trine og Cecilie bliver glade for deres nye strik. Oprindelig tænkt og ønsket som fødselsdagsgave........ men det er der længe til - og det er snart forår :-)


lørdag den 11. januar 2020

GODT NYTÅR 2020


 Jeg foretrækker blomster i et festfyrværkeri af farver i stedet for nytårsskyts, som fyres af et kort sekund og forpester og forurener.  Vores børn og børnebørn kom med fantastisk flotte buketter juleaften - og blomsterne har klaret sig flot ved at komme ud at stå på terassebordet om natten.


Tænk at vi skriver 2020 - jeg synes ikke at det er ret længe siden vi snakkede op ad stolper og ned ad vægge om Millenium - og hvad der ville ske med vores PC´- ere, om de indbyggede kalendere kunne finde ud af årtusindskiftet osv. 
Det gik jo uden store problemer, men rundt omkring os er der sket mange ting i de forløbne 20 år - gode, såvel som dårlige.  Lad os håbe det bedste for os alle - GODT NYTÅR.

lørdag den 28. december 2019

MASKINSTRIKKEDE KARKLUDE AF BOMULD MED OPSKRIFT

Jeg fik lyst til at gøre som mange andre: At strikke karklude på strikkemaskinen. Jeg ville ikke have lyst til at gøre det i hånden, for gamle håndklæder kan jo fint skæres i passende stykker, overlockes .... og så er det det. 
Det var også mere nysgerrigheden der fik mig til at prøve kunsten på strikkemaskinen - og en stak karklude er  oplagte gaveideer.



Jeg vil gerne have et håndarbejde til "lænestolen", så jeg strikker karkludene som een lang strimmel, afbrudt af kontrastgarn med nylonsnor, hvorefter jeg vikler nye e-masker som opslag. Afslutningsvis skubber jeg hver 2. nål på ribapparatet i arbejde, sættet KR forsatsen på og strikker 1 række, hvorved der dannes lange masker på ribapparatet. Maskerne kastes af - og dermed forøges længden på KH maskerne, som nu danner lange løkker, som senere hækles af - uden tråd, bare maske i maske. 


Opskrift til tuck karklude strikket af Faktas 8/4 øko bomuld
 2,5 karklude af 100 gram garn.

KH slæde. Slå 30 - 0 - 31 masker op med lukket opslagning på kontrastgarn
(Hver anden nål ud – strik 1 rk. Sæt kam og vægte på. Mv 9.
 sæt øvrige nåle i arbejde og strik 6 rk. med kontrastgarn. Bryd garnet. Slæde i højre side.
Strik 1 rk. med nylonsnoren. Slæde nu venstre. Tryk begge partknapper ind. 
Strik 1 rk. mod højre. Skift til original garn og vikl e masker . Tråd slæden med garnet. Sæt rk tæller på 000. Tænd maskinen, vælg mønster 256. Hvis den ikke starter med rk. 1 – brug piletasterne til rk. 1 er i displayet Strik 3 rk. Slæde i venstre side. Stil vekselknappen til KC 1. Strik 1 rk. Nålene er nu valgt ud – slæden i højre side – tryk begge TUCK taster.

Sørg for godt garnafløb. Hvis der er sløjfer på garnnøglet, kør langsomt. Strik til rk. 139 – slæde i venstre side. Stil KC knappen til NL – strik 3 rk. – Slæde i højre side. Skift KH forsats til KR forsats og skub KR op. På KR vælges nu hver 2. nål til B position. Maskevidde 5. Strik 1 rk. Skub KR nåle op, så maskerne falder af nålene. (Træk ned i strikket imens) Gør maskerne på KH lange og sørg for at nålene er i Position B. Strik nu nogle rk. med kontrastgarn og kast af.

Jeg hygger mig med at lukke af og skiller karkludene ad ved at fjerne nylonsnoren ved opslagskanten. Ved afslutningen trævles kontrastgarnet tilbage til de lange masker som lukkes af med en alm. hæklenål. Hæft ender.



FILTEDE HJEMMESKO - HÅRDT TILTRÆNGTE

Der er een i familien, som altid ønsker sig hjemmelavede filtsko til jul - og dem han kom med, var virkelig så slidte at både hæl og tæer stak ud af dem


Jeg er ved at udgå for garn til filtning, og  måtte bruge  3 forskellige farver til for at det kunne slå til et par hjemmesko i str. 43. De vejer ca. 215 gram.



Et par såler klippet af møbellæder, strøget på kraftigt veledon og hullet med en syl langs kanten, limes på langs skoens midterlinje og syes på med kinesertråd eller anden stærk tråd, gerne syntetisk. 
Se iøvrigt min opskrift på filtede moccasiner på min anden hjemmeside.

GED GØR GODT!


Vi plejer at camouflere en pengegave med en eller anden lille ting. I år fandt vi på noget helt andet  




I stedet for et gavekort som bevis på køb af geden kan man vælge denne smukke, sjove plakat af Sylvester. Vi var sikre på at alle ville blive glade for plakaten og alle 6 børnebørn var glade og fornøjede for tanken bag gaven. Tænk at få en ged i julegave! - 


Julebukken ville nok gerne have været sammen med de 6 geder, men den må blive herhjemme

SUNDAY MOHAIR SWEATER

 Desværre er farverne på billederne blevet helt forkerte. - Jeg aner ikke om det er belysningen eller mig der har pillet ved kameraet, men i hvert tilfælde passer farverne overhovedet ikke. Sweateren er in natura smukt meleleret mørk rødbrun. Billederne kan jeg ikke lave om på nu - julegaven blev pakket inden jeg fik gennemgået billederne, så nu er der en smuk brun originaludgave og en lillabrun billedudgave. 





Bærestykket med udtagningerne er strikket i hånden, og bullen på min grovstrikker. Grovstrikkeren har kun 114 nåle, så 6 masker måtte strikkes sammen jævnt fordelt over de 114 m til hhv. for- og bagstykke. Det ses næppe. Når jeg strikker en Sunday mere af samme lækre garn, vil jeg undlade udtagning af 12 masker ved sidste omgang udtagninger i bærestykket. Det må blive ude i ærmesiden. 


Ribkanterne kunne strikkes på min mellemstrikker og alle kanter lukket af med kontrastgarn, sat på en rundpind og lukket af med italiensk aflukning.


Her har sweateren næsten den rigtige farve, men det rosinfarvede garn er nærmest lyslilla. 
...... Sket er sket - og sweateren er jo blevet fin uanset billedernes farver. Opskriften er fra Petite Knit, men jeg har måttet regne den om til en anden strikkefasthed, fordi jeg selv har komponeret garnet. 




STOCKHOLM SLIPOVER


Cecilies juleønske var en Stockholm slipover i jordfarver. 
Jeg fik blandet et fint mix af Blackhills brune Sock-it, 1 tråd rosinfarvet Kid-mohair og 1 tråd brunt Kid-mohair fra Garnspecialisten.  Slipoveren blev lækker i både farve og textur, men fotograferingen gik helt galt. Farven er bedst på dette billede. Slipoveren er smukt meleret brun.



Alle ribkanter er syet af med italiensk aflukning. Det giver rigtig flotte og stabile kanter, men kræver en del tålmodighed.

JULEØNSKE - VANTER MED FLEECE FOR


For mange år siden - i 2008 - strikkede jeg disse vanter til Cecilie og Trine. Cecilie har allerede fået sine vanter fornyet en gang i 2014, men nu ønsker hun sig nye vanter af samme slags.


Det blev til sorte vanter i 2019. Vanterne er igen strikket på maskine og mønstret broderet i hånden. Designet er næsten det samme som tidligere, men jeg ville gøre noget ved faconen, så de blev ergonomiske. Det vil sige at tommelfingeren skal forskydes ind i håndfladen med 6 masker forskudt ind i håndfladen efter at tommelfingeren er strikket vinkelret ud af ombrudskantens kile.  Det var slet ikke nogen nem opgave at få regnet det ud, og så tilmed en højre og venstre vante!


Først efter 5. forsøg lykkedes det og broderiet blev også ændret undervejs. Til slut fik vanterne et tyndt for af vandskyende stof og ydermere et lag fleece. De to lag for er syet sammen i hånden, sådan som jeg har gjort og vist det ved de hvide vanter i min blog. 


Vanterne sidder virkelig godt på hånden med den indaddrejede tommelfinger, så det var al besværet værd. Men det skal nu vare længe, før jeg igen broderer på sort garn.