søndag den 23. juli 2006

Oldemors hæklede mellemværk - genbrug

Lavendelposer af det gamle mellemværk

Vores oldemor Agnes var meget dygtig til at hækle og disse mellemværk har hun hæklet så mange af til pudevår at hun kunne mønstret udenad. Jeg har aldrig set hende med et mønster. hendes fine hæklenåle har jeg endnu. Pudevårets stof var desværre mørt og puderne af den kæmpeslags på 80x80 cm, som ikke bruges længere. Da det nærmest synes helligbrøde bare at smide det hele ud, har jeg i nogle år gemt det afrevne mellemværk. Jeg prøvede at pille blonderne fra, men det var umuligt. Jeg husker at det var et firma i Flensborg, som syede mellemværket i pudebetrækket - altid forsynet med 3 rækker bieser over og under blonden.

Det er måske ikke helt fint at klippe i mellemværket, men nu er de blevet anvendt til lavendelposer og ser fine og nostalgiske ud. Der er til mange lavendelposer, så jeg får også brug for alle mine smårester af blonder, feston og kulørte bånd. Bundstoffet til poserne havde jeg en masse af i lyseblåt. For at få det lidt mere lavendelfarvet kogte jeg det sammen med noget rødt bomuld, som jeg vidste ville smitte af - og så havde jeg noget lavendelfarvet bundstof.

Jeg har syet poserne så store at de passer omkring symaskinens friarm, så er det nemt at sy løbegang foroven.


fredag den 21. juli 2006

Udsigten fra de sidste ugers strikkehjørne

Udsigten over Kolding Fjord - fra mit strikkehjørne ombord på dækket
Hr. Hansen tager sig en dukkert

De sidste mange dage er vi taget ud på Lillebælts bølger hver formiddag. Omkring en ½ times sejlads fra havnen er der en bøje, som vi har været heldige at kapre hver dag, så det er blevet til "Peters bøje". Et rigtigt driverliv - med lidt strik, læsning, kryds+tværs og snak. Ind i mellem skal vi da også have tømt madkurven og de kolde øller. I dag er jeg blevet ½ færdig med et sjal og en jordbærhue i bomuld.
Se lige, hvor godt jeg i 50 år har passet på gemalen min, som fylder 71 i år.

søndag den 16. juli 2006

Ribs- eller hindbærhue?


Det blev en ribs-hue - eller hindbær-hue?
Det bliver hurtigt kedeligt at strikke mange ens ting, så til Trines hue har jeg strikket efter eget design. Om det blev en ribs-eller hindbærhue vil jeg lade Trine afgøre. Mønstret er ganske nemt, fordi der kun er 2 mønsterpinde, som gentages forskudt. Jeg har altid kaldt dette mønster for brombærmønster, men for nylig læste jeg det omtalt som Trinity-mønster i Webstrikkegruppen. Rent farvemæssigt er det svært at finde et brombærfarvet bomuldsgarn her i omegnen. Så den næste hue bliver nok nærmest en stikkelsbærhue, når jeg er færdig med at strikke en ny jordbærhue i bomuld til Lasse. Når jeg er færdig med alle huerne lægger jeg en opskrift ud. Forbeholder mig dog copyright til huerne med brombær-mønster.

torsdag den 13. juli 2006

Blåbærhue

Blåbærhue i bomuld med "lus" i maskesting
Jeg troede at det var nemmere og hurtigere at brodere lus med maskesting i stedet for at strikke dem, men nej, der blev til gengæld for trådskift mange ender at hæfte. Den eneste fordel kunne være at trådene fra lus til lus ligger lodret når man syr maskesting. Det gør måske huen en smule mere elastisk.

"Blade og stilk" i nærbillede

Det bliver lidt fummelfingret, når man efter den 2. eller 3. indtagning er nødt til at skifte fra rundpind til strømpepinde - men dog værst når man skal have strikket stilken - godt jeg ikke strikker fingerhandsker. Nu har jeg dog ofret 3 af mine eloxerede alu-pinde, som jeg har halveret og slebet fint glatte, så nu håber jeg at det går nemmere med stilkene på de næste huer, som jeg ikke har besluttet mig hvilken slags "bærhue" det skal blive. Det får I at se efter weekenden.

lørdag den 8. juli 2006

Jordbærhue


En jordbærhue til Lasse
Lasse fyldte 11 år den 7. juli, men da det oftest falder sammen med en ferie i udlandet, blev hans fødselsdag fejret sidste søndag. Han fik mange gaver, men havde dog stadigvæk et "højeste ønske om en jordbærhue". Og som Lasse nu fik det sagt: " Jeg var lige ved at købe en, men så sagde mor at den ville farmor......osv" Og selvfølgelig ville farmor da gerne det. Huen er færdig, det tog såmænd kun en dags tid. Alligevel vil jeg strikke den op i bomuldsgarn i stedet for den uld/acryl blanding, som jeg har brugt. Og da vi jo nærmer os bærsæsonen, må jeg hellere se at få strikket en blåbærhue til Malthe og en hindbær eller stikkelsbærhue til Trine.
Opskriften har jeg "mengeleret" efter to forskellige opskrifter, men jeg vil lave min egen opskrift, og jeg skal nok sørge for ikke at træde copyright-rettighederne for nær. Så spørg bare efter en opskrift om nogle uger.

fredag den 7. juli 2006

Prinsesvøb midt i hedebølgen


Prinsesvøbet er færdigt
Mit første prinsesvøb er færdigt og jeg må sige at det har været sjovt at strikke, selvom jeg næsten har strikket inderborterne to gange. Til sidst opgav jeg at strikke efter opskrift uden diagram og tegnede selv diagrammer til svøbet. Det hjalp gevaldigt på det, så nu ligger svøbet og venter på et .... oldebarn - og det skal det forhåbentlig gøre nogle år endnu. Mit ældste barnebarn Sabina er lige fyldt 17 - men har haft fast kæreste i over et år. Det færdige svøb vejer 314 gram og er strikket af hvidt superwash merinogarn med en løbelængde på 200 m/50 gram. Jeg har strikket på pinde 3 - og ikke så stramt som jeg plejer. Det var ikke nødvendigt at blokke svøbet med knappenåle, efter vask i hårshampoo lagde jeg det blot til tørre på et par lagner på gulvet. Det værdige svøb måler 120x120 cm

Ikke det sidste prinsesvøb
Min plan er at strikke et svøb mere, sådan at begge "hold" børnebørn har et i "stamfamilien". Svøbene skal gemmes sammen med familiens dåbskjoler i en stofbetrukket æske. Jeg håber at kunne sy æsken i patchwork med stofrester af alt det tøj jeg i tidens løb har syet til børnebørnene.


Prinsesvøbet ligger til tørring
Min gemal fik øje på en fejl i svøbet mens det lå på gulvet for at tørre. Og det var heldigt, for ved sammenstrikningen af 2 masker, var den ene smuttet. Jeg skyndte mig at sætte en hæklenål i masken, så den ikke rendte videre. Pyh - ha !