mandag den 30. august 2021

HÆKLEDE GRYDELAPPER I ALLE REGNBUENS FARVER


I de sidste måneder har jeg set rigtig mange flag i alle regnbuens farver og selvom jeg ikke hælder meget til stærke farver, harmonerer regnbuens farver bare godt med hinanden. Da jeg i min kasse med bomuldsgarner fandt nogle farver, som nærmest skreg efter at blive brugt, blev garnerne forvandlet til 3 par grydelapper, hæklet med fastmasker i forskellige faconer. 

Da jeg tog fotoapparatet frem fik jeg en ide om at min have burde have blomster i alle regnbuens farver i dag, den næstsidste dag i august, og det lykkedes næsten at finde regnbueblomster.


Selvfølgelig kan jeg hækle, men jeg er ingen ørn til at tyde hækleopskrifter, så jeg hæklede lige ud af landevejen med ud- og indtagninger.  Grydelapperne er lidt større end normalt, for sådan kan jeg lide dem.
 
Den runde grydelap er trævlet op indtil flere gange indtil jeg var tilfreds med overgangene ved runde- og farveskift. Det er stadigvæk ikke helt efter mit hovede, men bedre end på billedet nedenunder. Udover farveskiftet er der jo også ender der skal hæftes for hvert farveskift. 


Til sidst var det mega spændende om mit garn ville slå til de 6 forskellige grydelapper, men heldigvis gik det!

 

tirsdag den 10. august 2021

V-SWEATER TIL MIN BALLERINA 2

 Min svigerdatter Berit fyldte rundt lige før Coronaen lukkede alt ned.  I starten af marts måned var der koldt nok til at jeg kunne have min sidst strikkede Ballerina på. Jeg manglede noget passende til indenunder og af resterne fra ballerinaen kunne der sikkert blive en fin V sweater. På strikkemaskinen kunne det sagtens nås inden festen. 


Hanne Falkenbergs Ballerina er et herligt og stort strikketøj, og sektionerne ligefrem driver arbejdet frem - og pludselig er man færdig. Derfor var det dejligt at der var en masse garn tilovers - nok til både en sweater og en vest uden ærmer. Jeg har lavet om på originalens farvefordeling og har også strikket mindre overlap på forstykkerne. 


Sweateren  skulle også kunne bruges uden jakke, men med en skjorte under. Det blev bare så dejligt at have på. Garnet er hovedsagligt  bordeaux meleret Baby alpaka fra  Lana Grossa, mørkeblå Arwetta og grå Meilenweit fra Lana Grossa






Sweateren er strikket på maskine, mens kanterne er strikket i hånden på pind 2. Jeg kan godt lide retstrikkede kanter på de fleste af mine strikkede ting - og så nyder jeg at montere maskinstrik i hånden.