mandag den 16. marts 2020

SUNDAY SWEATER MIN EGEN UDGAVE

Jeg har altid brug for et håndarbejde til sofastrik. Derfor er Sunday sweateren så dejlig at strikke, bare rundt og rundt - og derefter alt det kedelige, bullen og ærmer på strikkemaskinen. Afhængig af garnet kommer kanterne så tilbage på pindene.


Sunday sweater med bærestykke næsten efter opskriften, men med anden halsudskæring, 3/4 ærmer med lidt vidde og retstrikkede kanter og i et cablé spundet merceriseret bomuldsgarn, som længe har ligget på lageret.


Halskanten blev startet med glatstrikning for at få en smal rullekant. Dernæst 1 ret 1 vrang - som jeg måske har fortrudt idet jeg kunne have startet med 2 ret 2 vrang - det ville have set knap så rodet ud - men sket er sket. Jeg ville måske nok kunne trævle tilbage og ændre det. Af samme grund kunne jeg aldrig finde på at strikke en halskant ned  i stedet for at sy den ned. Det er svært at pille en sammenstrikket halskant op. 

Når man som jeg sætter bærestykket på strikkemaskinen skal man huske at slå masker op i siderne af både for- og bag og ærmes for- og bag.  Her kan man eventuelt også slå lidt flere masker op end opskriften viser, hvis brystvidden ikke passer helt. Jeg er smal foroven og strikker bærestykket i størrelse M - men skal have flere masker for at få brystvidden til at være ok til mig. 


Når man strikker i glat garn - ses udtagningerne meget mere end i mohairgarn, som skjuler uregelmæssigheder. Jeg har måttet trævle op flere gange. For mig er problemet med smukke udtagninger størst ved udtagningen af vrangmasker. Næste gang jeg strikker bærestykket i glat garn vil jeg strikke udtagningerne i vrangmasker fra vrangsiden. Det kan lade sig gøre! 


Nu kan foråret og sommeren bare komme - selvom vi må blive på matriklen. I dag kunne jeg plukke de skønneste forårsblomster i haven. 




søndag den 15. marts 2020

STRIKKEDE PUDER MED GRAFISK MØNSTER

Nye puder og gardiner som tak for lån af deres dejlige sommerhus til vores søn og svigerdatter, som fyldte rundt i starten af marts



 Jeg har længe været forelsket i Hanne Thorsens grafiske mønstre - uden rigtig at vide, hvad jeg kunne bruge dem til, indtil jeg fra et forumsmedlem fik en ide til nye puder til et sommerhus vi ofte låner hos familien.  Oprindelig havde jeg kun planlagt nye gardiner til huset som tak for lån af det, men puderne ville også passe fint i den sorte sofa. Mønstret købes hos Nikolaj garn og man får det sendt med posten.
Mønstret blev omsat  med Designaknit for at kunne strikkes på maskinen. I håndstrik kan man sno de lange tråde om hinanden. Jeg har flyttet lidt rundt på husene og føjet til og trukket fra nogle steder.



På strikkemaskinen er det muligt at vende farverne om i garnlåsen så man kan strikke med sort eller hvid som bundfarve. Der blev en pude med hvide huse og en med sorte huse.




Jeg vidste ikke lige, hvordan pudernes bagstykker skulle være. Stof eller strik? Til sidst besluttede jeg mig for strik med "Birds Eye" mønster og at både for- og bagstykker skulle have en ensfarvet strikket ramme. Der skulle mange udregninger og strikkeprøver til før jeg landede på en strikkefasthed som var ens for for- og bagstykker. Det var næsten det sværeste af hele opgaven.



Sammensyning af for- og bagstykker var langsommelig men nem, der skulle sys kastesting i hver
eneste maske.




Puderne fik syet en lynlås i bunden. Monteringspuderne str. 50x50 blev købt i Jysk og passede fint til pudebetrækkene som måler 45x45 cm. Selvom designet ikke helt er mit, har jeg malet et IH i bunden af et af husene.



Ansigter er et andet af Hanne Thorsens mønstre og jeg har taget mig den frihed at jonglere lidt med dem, føje lidt til og trække lidt fra. Denne pude fik også en ramme omkring. Farven valgte jeg efter husets store plaid som ligger på sofaen.



Bliver man træt af at kigge på ansigter, kan man vende bagsiden udad :-)



Jeg kunne ikke dy mig for at gøre som vore forældre gjorde når de rystede sofapuderne og til slut gav dem et håndkantslag :-)



Sådan kom der både nye gardiner og puder i sommerhuset, som ligger dejligt i Vestsjælland med en skøn udsigt over havet.
Et voksent barnebarn som ofte låner huset syntes at gardinerne var "rærlige" og vi to bestemte os for at der måtte nye gardiner til - og så var det en passende fødselsdagsgave til husets ejer. 



18 meter gardinstof fylder en hel del. Tilskæringen med hensyntagen til rapporterne er næsten det værste, men jeg var så heldig at det passede nøjagtigt med rapporternes længde. 




Nu hænger gardinerne og er faldet i god jord hos modtager og andre brugere af huset.

lørdag den 14. marts 2020

LÆDERLAP PÅ ÆRMET REDDER SWEATEREN


Sweateren til yngstesønnen Jens er strikket i 2012 og i et superlækkert langhåret kamgarn, som slet ikke fås i den kvalitet i dag. Fibrene er ca. 15-20 cm lange og meget slidstærke. Det er en fornøjelse at strikke til Jens, som bruger sine trøjer flittigt. Nu er ærmerne ved at være tyndslidte på albuerne og han vil gerne have læderlapper på ærmerne. Det må han gerne få. 


 Sweateren blev vasket og ærmesømmene pillet op. Det tyndslidte område blev markeret med en ritråd inden vask. 


Jeg ville have købt færdige lapper i en grå farve, men kunne ikke finde nogen på nettet. Så kom jeg i tanker om at jeg en gang havde pillet en gammel ruskindsjakke fra hinanden og resterne kunne bruges til lapper. For at sikre at læderlapperne ikke ville smitte af ved senere vask, vaskede jeg dem først ved lav temperatur. Der var nu ingen afsmitning. 


For at stabilisere det tynde ruskind lidt så det nemmere kunne syes på med maskinen, strøg jeg noget supertyndt Vlieseline på lappernes bagsider. Skindet var ens på begge sider.

Jeg ville hæfte lapperne med knappenåle, men det var næsten umuligt - og desuden kunne indstikshullerne ses. Men ... et par fine klatter tekstillim var nok til at fæstne lapperne ovenpå de markerede steder. (Sørg for at lapperne er placeret i samme ærmehøjde). 


Lappperne skulle sys på med symaskinen, akkurat som jeg gjorde det ved den Outdoor Sweater fra Härkila som jeg kopierede til barnebarnet Lasse for mange år siden . For at styre strik og lapper i maskinen er det nødvendigt at hæfte et stykke tyndt papir på bagsiden af ærme og lap. Papiret rives af når der er syet.




Jeg syr med sting nr. 8 på min Bernina 1080. Stinget syr tætte sting udenom lappen og et langt sting ind på 


Mens man syr, må man ofte løfte trykfoden når der dannes en lille fold i skindet. Læg mærke til at jeg syr med en speciel teflonbelagt trykfod. Den har jeg, fordi jeg ofte syr i andet end stof. 


Færdigt arbejde og sweateren kan klare nogle år mere. 

Mange har spurgt på strikkemønstret til den lækre sweater og jeg har genskabt det på Designaknit. Håber at I kan finde ud af at tyde opskriften. 



fredag den 13. marts 2020

HERRESWEATER - EN FORSINKET JULEGAVE


En meget forsinket julegave kunne endelig afleveres her i starten af marts måned, hvor vi tilbragte en skøn weekend i sommerhuset i Svallerup. Sweateren er strikket efter en opskrift fra Hjertegarn. Det nemme grafiske mønster var nemt at omsætte til strikkemaskinen. Garnet er fra eget lager og er viklet sammen af 4 tråde 28/2 naturfarvet Øko uld. 

Strikkeriet var ikke uden problemer. Da jeg var færdig, viste det sig at det strikkede drejede voldsomt og trak skævt efter at jeg havde skiftet garnnøgle. Det har jeg aldrig før været ude for, så jeg tænkte at det nok skulle rette sig ved dampning. Men det gjorde det bare ikke! Altså trævle den nederste del af forstykket op og strikke nyt på. Her var jeg meget i tvivl om det kan ses på strikket om man har strikket i modsat retning. Det kunne man ikke - men til gengæld var der ligesom en forskel i farven. Det kan jeg ikke tolerere, så jeg trævlede op - helt op til starten af mønstret og med nyviklet garn. Så blev det fint. 
Jeg må finde ud af, hvorfor garnet trak skævt. Har jeg mon spolet forkert sammen? 


Når jeg starter mit strik overvejer jeg nøje, hvordan den senere montering skal være. Kraver med slids og lynlås skal have en speciel montering (Den originale opskrift er anderledes). Min strikkeprøve har flere masker og rækker end originalen og er beregnet med Designaknit. Kraven er strikket for sig med opslag på kontrast. Økould kradser lidt, så den indvendige krave blev strikket i blød Trunte Merino. Det oprindelige mønster fik tilføjet blå masker med maskesting for at svare lidt til kraven og slidsens belægning.


Kraven er strikket i facon med større maskevidde i start og slutning, langsomt gradueret til mindre masker ved ombukket. Den løse kravedel ries på tæt ved kanten af udskæring og krave. I forvejen har jeg markeret MIDT BAG og skuldersømmene idet der tages højde for at forstykkets krave er længere på grund af den dybere udskæring.


Herefter syes kraven på med bagsting gennem hver maske mens jeg maske for maske trævler kontraststrikket af. 

Masker til slidsbelægningen samles op langs slidsen. Jeg bruger ved opsamling af masker altid antal masker i forhold til antal rækker. Eksempel: strikkeprøve 24 m og 32 rækker. Skal der samles masker op på f. eks. 10 cm langs den lodrette slids, svarer det til 24 masker. Regnestykket ser således ud: 32 rk -minus 24 = 8. .... 32 divideret med 8 = 4. Altså skal der springes i maskelænke over for hver 4. maske. Gør man det på denne måde, kommer det altid til at passe. 
Her har jeg slået lige så mange masker op til slidsens bageste belægning. Sno garnet om hinanden ved farveskift. 

Selvom jeg har syet inderkraven ned med pæne sting, kan det gøres pænere. 


Her har jeg hæklet en række fastmasker i den yderste maskelænke og syet hæklekanten ned i de foregående sting. Det giver samtidig en fin og fast kant.


Skuldrene er let skrånende og er syet sammen med maskesting fra retsiden


Ved mindre strikstykker med ombukket kant plejer jeg at starte med lukket opslagning og hænger maskerne op efter den dobbelte kant. Her er der imidlertid et farveskift og man vil kunne se de ophængte lyse masker i den mørke farve. Derfor har jeg strikket toppen af den ophængte kant i den mørke farve. Jeg turde ikke løbe an på at kunne hænge alle masker i maskinens bredde op og startede derfor med kontrast, mørk, lys mørk til kanten, som jeg senere lukkede af i hånden og syede på af hensyn til elasticiteten.