fredag den 15. september 2006

Det 3. sjal - eget design og opskrift


Mit 3. sjal - Ingeborgs Mohairsjal
Da vi var ude at sejle/fiske i mandags fik jeg strikket mit 3. sjal færdigt og jeg var meget spændt på at se det, når det var blogget. Længe havde jeg nemlig været i tvivl om jeg skulle strikke nogle retriller i overgangen til yderborten. Det var nu godt jeg gjorde det, det ser færdigt ud. Måske burde retrillerne have været "gennemgående" i stedet for midterborten. Til strikkefestivallen tager jeg opskrift og garn med til dette sjal, som kan strikkes for en "hund".



TV-sjal i næsten ene retstrikning



Det her sjal er nr. 2 af mine egne kompositioner og det vil jeg kalde TV-sjalet, fordi man næsten kun strikker retstrikning, bortset fra nogle sammenstrikninger af masker. Det er det lidt specielle effektgarn, som bærer sjalet. Det er både lidt rustikt og meget let og feminint. Jeg glæder mig til at vise sjalerne på festivallen.


Opskrifter og diagrammer

Det er næsten 20 år siden jeg har brugt de gamle Rapidographos tegnepenne, som "kører" på gammeldags kinesisk tegnetusch. Og gæt lige om de var tørret ind? Jeg har flere gange været ved at smide dem ud, fordi det jo nu kan lade sig gøre at tegne på PC'en, men det kræver vist et meget prof. program. Jeg har prøvet med et par af de gratis programmer, men måtte konkludere at jeg nok var bedst med de gamle tegneredskaber. Efter 3 dages iblødsætning kunne de fleste af pennene, som jeg har fra stregtykkelse o,25 - 1,4 bruges igen. Selv når man har dem i brug, tørrer de nemt ind mens man tegner. Anyway, det gav da mange minder om de gamle "designerdage" på ugebladene.

mandag den 11. september 2006

Jeg er vist huende gal

Hindbærhue og tørklæde
Et sæt i skønt blødt, blødt vintergarn - en blanding af 35 % kidmohair, 58 % superacryl og med 7 % angora, som ikke fnulrer eller falder af - kan faktisk kun mærkes. Det er altid nemt bare at strikke en model lige ud af hovedet. Det svære kommer først, når der skal laves opskrifter i flere størrelser, hvor det både skal passe med mønster og udtagningerne i toppen. Hindbærmønstret er meget nemt strikket, det er faktisk kun : Strik 3 masker ud af 1 maske, strik de næste 3 masker sammen, gentag pinden ud, derefter 1 vrangpind og så en mønsterforskydning på næste pind, så man starter med at strikke de 3 masker sammen. Nu måtte jeg eksperimentere med at lave mønstret til rundpind og efter lidt hovedregning var det endnu nemmere, i rundstrikning skal vrangpinden nemlig strikkes ret - og arbejdets retside vender ind mod vrangen. Der har rigtig været gang i de små grå - men nu passer det. Jeg tager nogle kits med til strikkefestivallen.



Tørklædet med en "eksperimentblomst"

Blåbærhuen er nu omsat til uld


UHHHHHH- Halloween

På børnebørnenes opfordring har de nu også fået broderet et grimt ansigt på deres græskarhuer. Til alle, som har bestilt huer vil jeg lige fortælle at de er på vej en af de nærmeste dage. Opskrifterne er færdige i 4 størrelser. Den største størrelse vil kunne passe en voksen med hovedvidde 54-56 cm. I kittet er der opskrift til alle 4 størrelser og garn nok til den største størrelse. Til dem der allerede vil i gang med huen på strikkefestivallen kan jeg oplyse at det er til rundpind 2½ og 3 - 3½ (afhængig af om man strikker løst eller fast) begge i 40 cm længde. Desuden får man brug for strømpepinde i 3-3½ til toppen og stilken.

søndag den 27. august 2006

1 - 2 - snart 3 sjaler


Skøn rubinrød kaschmirblanding - Islandsk Viftesjal
Nu er det 3. gang jeg strikker viftesjalet - og hurra, dennegang var der ingen slinger i valsen = 0 alvorlige strikkefejl. Jeg har en hel del af dette garn på 1 kg spoler som jeg har slæbt med hjem fra min søster i Flensborg. Meningen er et det skal sælges på QXL, men der er langt mere "aftræk" på garner når man også kan forbinde det med en strikkeopskrift. Denne opskrift er frit tilgængelig, men jeg har dog tegnet nye diagrammer og lavet en let forståelig opskrift + tips til hvor det kan gå galt. Jeg tager lidt med på strikkefestivallen.

Lækkert effekt-kidmohair - sjal i ene retstrik bortset fra

midterstriben og den yderste bort, som er identisk med borten fra Flower-Basket-sjalet + lidt ekstra rækker i retstrikning til sidst. Rent afslapnings og tv-strik efter viftesjalet.Kid-mohairen har jeg noget af i de viste 3 farver. Lige nu strikker jeg et sjal af det sølvfarvede garn i et lille bladmønster, men jeg er ikke enig med mig selv om jeg vil afslutte med FBS borten eller med yderborten fra prinsesjalet.



torsdag den 24. august 2006

Garnhaspe "Gør det selv"

Selvgjort er velgjort

Normalt vinder jeg garn fra spoler op med mit krydsnøgleapparat. Men nu havde jeg brug for at vinde noget garn op i fed til farvning. Der skulle ikke  megen overtalelse til at få Peter i gang med at finde stumperne frem fra gemmerne. Haspen er lavet af forhåndenværende ting og det var mit forslag at vi kunne genbruge vores solide hjemmelavede juletræsfod. Man kan også tildanne stangen så den f. eks. passer til en parasolfod. Haspen har to funktioner idet man både kan bruge den som garnvinde vandret eller lodret.
"Møllen" er afprøvet og godkendt og jeg er meget forbavset over hvor let den løber. Et vindpust kan faktisk sætte den i gang. Vi giver gerne opskriften fra os og Peter har lavet en skitse og en materialeliste. Link til materialeliste og skitse
Nedenunder et par detailfotos .











Foto 1: Haspen som garnvinde spændt på bordkanten med en skruetvinge. Man kan også købe specielle bordskruer, så man kan nøjes med at bore et hul ind i stangen, hvor bordskruens arm sættes ind.
Foto 2 og 3: Den gennemgående bolt eller gevindstang med møtrikker som afstandsstykker.
Foto 4: På de to af armene er der skåret slidser og garnpindene kan forskydes så man kan variere fedets størrelse.

Foto 5: Sidste nyt er en påmonteret omgangstæller, bestående af en rækketæller lånt fra min strikkemaskine + en anslagspind boret igennem den ene møllearm. Pinden går igennem armen. Den er ikke savet af endnu fordi vi lige skal finjustere dens længde på den anden side, hvor den rammer rækketælleren for hver omgang. Nu kan det snart ikke blive bedre.

lørdag den 12. august 2006

Græskarhue

En smilende græskarhue
Jeg mangler stadigvæk at strikke både en brombærhue og en stikkelsbærhue for at have tilendebragt "bærstrikkeriet". Men pludselig syntes jeg det var sjovere at strikke en græskarhue og ungerne var vildt begejstrede ved udsigten til sådan en. Jeg har strikket 3 forskellige og ved den sidste har jeg fundet ud af at det er langt nemmere at brodere striberne på med maskesting. "Halloween"-pynten er også syet på med maskesting. Nu har jeg også strikket mig frem til de rigtige størrelser på huerne til hhv. 5-6-7 år, 8-9-10 år og 10-15 år. Der kommer et bedre billede en af de næste dage.
REKLAME: Huerne er strikket i et meget lækkert maskingarn - 5 tråde, som jeg har tvundet løst sammen. 85 % merinould extrafine, superwash. Jeg har en del garn og laver nogle " kits" med alle materialer + opskrift for 35 kr. Dem tager jeg med på Strikkefestivallen. Men du er meget velkommen til at bestille i forvejen så jeg ved, hvor mange jeg skal lave.

søndag den 23. juli 2006

Oldemors hæklede mellemværk - genbrug

Lavendelposer af det gamle mellemværk

Vores oldemor Agnes var meget dygtig til at hækle og disse mellemværk har hun hæklet så mange af til pudevår at hun kunne mønstret udenad. Jeg har aldrig set hende med et mønster. hendes fine hæklenåle har jeg endnu. Pudevårets stof var desværre mørt og puderne af den kæmpeslags på 80x80 cm, som ikke bruges længere. Da det nærmest synes helligbrøde bare at smide det hele ud, har jeg i nogle år gemt det afrevne mellemværk. Jeg prøvede at pille blonderne fra, men det var umuligt. Jeg husker at det var et firma i Flensborg, som syede mellemværket i pudebetrækket - altid forsynet med 3 rækker bieser over og under blonden.

Det er måske ikke helt fint at klippe i mellemværket, men nu er de blevet anvendt til lavendelposer og ser fine og nostalgiske ud. Der er til mange lavendelposer, så jeg får også brug for alle mine smårester af blonder, feston og kulørte bånd. Bundstoffet til poserne havde jeg en masse af i lyseblåt. For at få det lidt mere lavendelfarvet kogte jeg det sammen med noget rødt bomuld, som jeg vidste ville smitte af - og så havde jeg noget lavendelfarvet bundstof.

Jeg har syet poserne så store at de passer omkring symaskinens friarm, så er det nemt at sy løbegang foroven.


fredag den 21. juli 2006

Udsigten fra de sidste ugers strikkehjørne

Udsigten over Kolding Fjord - fra mit strikkehjørne ombord på dækket
Hr. Hansen tager sig en dukkert

De sidste mange dage er vi taget ud på Lillebælts bølger hver formiddag. Omkring en ½ times sejlads fra havnen er der en bøje, som vi har været heldige at kapre hver dag, så det er blevet til "Peters bøje". Et rigtigt driverliv - med lidt strik, læsning, kryds+tværs og snak. Ind i mellem skal vi da også have tømt madkurven og de kolde øller. I dag er jeg blevet ½ færdig med et sjal og en jordbærhue i bomuld.
Se lige, hvor godt jeg i 50 år har passet på gemalen min, som fylder 71 i år.

søndag den 16. juli 2006

Ribs- eller hindbærhue?


Det blev en ribs-hue - eller hindbær-hue?
Det bliver hurtigt kedeligt at strikke mange ens ting, så til Trines hue har jeg strikket efter eget design. Om det blev en ribs-eller hindbærhue vil jeg lade Trine afgøre. Mønstret er ganske nemt, fordi der kun er 2 mønsterpinde, som gentages forskudt. Jeg har altid kaldt dette mønster for brombærmønster, men for nylig læste jeg det omtalt som Trinity-mønster i Webstrikkegruppen. Rent farvemæssigt er det svært at finde et brombærfarvet bomuldsgarn her i omegnen. Så den næste hue bliver nok nærmest en stikkelsbærhue, når jeg er færdig med at strikke en ny jordbærhue i bomuld til Lasse. Når jeg er færdig med alle huerne lægger jeg en opskrift ud. Forbeholder mig dog copyright til huerne med brombær-mønster.

torsdag den 13. juli 2006

Blåbærhue

Blåbærhue i bomuld med "lus" i maskesting
Jeg troede at det var nemmere og hurtigere at brodere lus med maskesting i stedet for at strikke dem, men nej, der blev til gengæld for trådskift mange ender at hæfte. Den eneste fordel kunne være at trådene fra lus til lus ligger lodret når man syr maskesting. Det gør måske huen en smule mere elastisk.

"Blade og stilk" i nærbillede

Det bliver lidt fummelfingret, når man efter den 2. eller 3. indtagning er nødt til at skifte fra rundpind til strømpepinde - men dog værst når man skal have strikket stilken - godt jeg ikke strikker fingerhandsker. Nu har jeg dog ofret 3 af mine eloxerede alu-pinde, som jeg har halveret og slebet fint glatte, så nu håber jeg at det går nemmere med stilkene på de næste huer, som jeg ikke har besluttet mig hvilken slags "bærhue" det skal blive. Det får I at se efter weekenden.

lørdag den 8. juli 2006

Jordbærhue


En jordbærhue til Lasse
Lasse fyldte 11 år den 7. juli, men da det oftest falder sammen med en ferie i udlandet, blev hans fødselsdag fejret sidste søndag. Han fik mange gaver, men havde dog stadigvæk et "højeste ønske om en jordbærhue". Og som Lasse nu fik det sagt: " Jeg var lige ved at købe en, men så sagde mor at den ville farmor......osv" Og selvfølgelig ville farmor da gerne det. Huen er færdig, det tog såmænd kun en dags tid. Alligevel vil jeg strikke den op i bomuldsgarn i stedet for den uld/acryl blanding, som jeg har brugt. Og da vi jo nærmer os bærsæsonen, må jeg hellere se at få strikket en blåbærhue til Malthe og en hindbær eller stikkelsbærhue til Trine.
Opskriften har jeg "mengeleret" efter to forskellige opskrifter, men jeg vil lave min egen opskrift, og jeg skal nok sørge for ikke at træde copyright-rettighederne for nær. Så spørg bare efter en opskrift om nogle uger.

fredag den 7. juli 2006

Prinsesvøb midt i hedebølgen


Prinsesvøbet er færdigt
Mit første prinsesvøb er færdigt og jeg må sige at det har været sjovt at strikke, selvom jeg næsten har strikket inderborterne to gange. Til sidst opgav jeg at strikke efter opskrift uden diagram og tegnede selv diagrammer til svøbet. Det hjalp gevaldigt på det, så nu ligger svøbet og venter på et .... oldebarn - og det skal det forhåbentlig gøre nogle år endnu. Mit ældste barnebarn Sabina er lige fyldt 17 - men har haft fast kæreste i over et år. Det færdige svøb vejer 314 gram og er strikket af hvidt superwash merinogarn med en løbelængde på 200 m/50 gram. Jeg har strikket på pinde 3 - og ikke så stramt som jeg plejer. Det var ikke nødvendigt at blokke svøbet med knappenåle, efter vask i hårshampoo lagde jeg det blot til tørre på et par lagner på gulvet. Det værdige svøb måler 120x120 cm

Ikke det sidste prinsesvøb
Min plan er at strikke et svøb mere, sådan at begge "hold" børnebørn har et i "stamfamilien". Svøbene skal gemmes sammen med familiens dåbskjoler i en stofbetrukket æske. Jeg håber at kunne sy æsken i patchwork med stofrester af alt det tøj jeg i tidens løb har syet til børnebørnene.


Prinsesvøbet ligger til tørring
Min gemal fik øje på en fejl i svøbet mens det lå på gulvet for at tørre. Og det var heldigt, for ved sammenstrikningen af 2 masker, var den ene smuttet. Jeg skyndte mig at sætte en hæklenål i masken, så den ikke rendte videre. Pyh - ha !

torsdag den 22. juni 2006

Jubiii - Kathe har farvet garn til mig
















Nøj, hvor var det spændende at åbne Kathes pakke. At der var garn i pakken var ingen hemmelighed, jeg havde selv sendt noget råhvidt garn til Kathe for at få det farvet ren byttehandel):-). Mit ønske var blot at det enten skulle være i turkis/blå farver eller i pink/lavendel farver. Sidstenævnte havde jeg set på et af Kathes billeder og så var det jo nemt at foreslå den. Hvor er jeg dog glad for at Kathe farvede turkis/blå. Den anden portion ønskede jeg ensfarvet, passende til den anden farve, så nu kan I selv se, hvor fine de to farver er sammen. Planen med garnet - indtil jeg ombestemmer mig, er en PISA strikket med 1 tråd i hver farve.
Det sjove ved dette mix-farvede garn er jo at det kommer til at se vidt forskelligt ud, når det er strikket. Ved nærmere eftertanke kan jeg nu ikke rigtig komme huske at have set den slags farvet garn strikket op. Så kom frit frem, dem der har strikket af den slags garn. Jeg vil så gerne se noget strikket. Som "sidegevinst" havde Kathe lagt en .... hm.. hvad hedder sådan en..... "klump" silkegarn i de samme farver i æsken. Tusind tak for det Kathe!

lørdag den 17. juni 2006

Bådstrik


Bådstrik og lydbog
Desværre var der ikke ret meget vind i dag så vi nøjedes med en hyggedag i Sweetie og lod hende blive i Skærbæk havn. Jeg fik strikket 15 takker på prinsesjalet, så nu mangler der ca. 50 takker. Måske færdig i løbet af den kommende uge? Men jeg skulle også gerne lige have strikket en top til Trine inden hun tager på ferie. Der var gratis "uploadning" på QXL i går og jeg benyttede chancen for at få sat nogle håndarbejdsbøger og garn til salg.

onsdag den 31. maj 2006

"Fruens vilje"

En af mine mange "sommerinteresser"
En af sommerens store interesser, som jeg især har lejlighed til at dyrke på de små Sydfynskeøer er at samle på smukke sten - altid i håb om at gøre et "flintefund". Min lille samling indeholder da også et par flintredskaber, eller det der er tilbage af dem. Men for ca. 10 år siden sprang jeg 1 meter i luften (på trods af min vægt og tyngdekraften), for det jeg fandt mellem en bunke sten på stranden på Årø var ikke bare en stenøkse, men en stenøkse med hul til skaftet. Det var en utrolig fornemmelse at stå med en sten i hånden, som en af vore forfædre for måske mere end 4.000 år siden møjsommeligt har siddet og boret hul i med en knogle + sand. Det giver virkelig sus i kroppen at stå med sådan en perle i hånden. Jeg kommer altid til at tænke på verselinjen " Og slægt efter slægt segner hen på Nornens bud"....



Samlingens perle


Fruens vilje
Og så til "Fruens vilje" - en bænk ved bålpladsen. Tidens tand havde taget sig godt af den naturbænk vi selv havde lavet af to stk. stamme og en gennemsavet planke fra et birketræ. Så en ny bænk måtte der til.
Skruet sammen med kyndig hånd, kom bænken dog til at stå i ly under den overdækkede terasse indtil i dag, hvor den endelig kom på plads - og er blevet indviet. Gemalen var slet ikke begejstret for investeringen - men da bænken var kommet på plads og indviet var det nu ikke så tosset endda

torsdag den 25. maj 2006

Nyt til bilen og til fruen



Længe havde jeg pønset på at forsyne det lilla twin-set med nogle perler, som passede lige i farven - det er bare på billedet de ikke passer så godt. Jeg troede at det ville tage en evighed, men der gik bare en aften med det.


Jeg er mægtig god til at falde i søvn når vi kører hjem fra familiebesøg i Flensborg, og har grueligt ondt i nakken når vi lander hjemme igen. Det skal være slut nu, hvor jeg fik lyst til at sy nakkepude og 3 puder - 1 til hvert barnebarn, som ofte kører med os. Lidt pynt skulle der på, så det blev til "stryge-på" monogrammer. Kedeligt at man altid får den der plasticrand med når man bruger iron-on transfers, som ellers er mægtig gode til mange ting.



Åh hvor jeg dog gerne vil ud og kravle rundt i haven. Kartoflerne ligger stadigvæk til spiring i en papkasse - gad vide om de i det hele taget kommer i jorden i år. Selv tulipanerne må bøje sig for regnvejret. Sol - sol - kom igen ......

mandag den 22. maj 2006

Håndarbejde ? Yes



Dyrt garn til håndarbejde
I dag skulle der splejses øjer i vores nye fortøjninger - og eftersom det jo også er en slags "garn", er det fruens arbejde, og det er hårdt for fingrene. Ved fælles hjælp fik vi splejset i alt 4 øjer. Det er ikke så svært som det ser ud til, bare man får begyndt rigtigt, holder tungen lige i munden og mumler: 1 over - 1 under - 1 over - 1 under osv.
De sidste dages regnvejr har været medvirkende til at alle bunker med reparationstøj og strygetøj samt småændringer er ryddet af vejen. Og så har vi endelig fået købt en "otiumsbænk", som skal stå i havens øverste ende ved bålpladsen. Bænken er af teaktræ - og skal bare have lov til at passe sig selv uden megen vedligehold. Jeg vil dog lige give den en omgang algefjerner først. Så kom bare an solskin - nu er der igen tid og lyst til havearbejde.

mandag den 15. maj 2006

14. maj - endelig konfirmationsdag

Endelig blev det Cecilies konfirmationsdag
Cecilie er en meget ung konfir-mand, kun lige fyldt 13 år sidst i februar måned. Vi var kørt fra Fredericia til Tølløse tidligt om morgenen sammen med vore 3 børnebørn fra Vejle, så vi var spændte på at se hende i kirken. Cecilie har nemlig sin helt egen tøjstil, men hun sparede os for chocket den dag og holdt sig til Noa-Noa mærke og stil. Mon hun bliver en kommende webstrikker? Hun så ligeså sød og naturlig ud, som den dejlige, kærlige og kvikke pige hun er til daglig.

Men hold da op, hvor er folk dog blevet "tovlige" omkring konfirmationer. Efter min smag er det at gå over gevind, når konfirmandernes heste står linet op udenfor kirken i stiveste puds for at blive foreviget sammen med konfirmandinden. Men dog også sjovt, når konfirmandinden i corsage og lang nederdel skal svinge sig op på hesten, og ender med at sidde med hele nederdelen omkring taljen, men højt til hest. Vrinsk - vrinsk og hi - hi. Der var da også en megalang skinnende åben amerikanerbil, som skulle afhente en konfirmand.

Farmors creationer til Trine

Trine (9 år) og jeg havde en aftale om at jeg skulle sy det tøj, hun skulle have på til konfirmationen, og hun blev meget meget glad for både nederdel og bolerojakke i pelsgarn. Klog af skade havde jeg syet elastik i nederdelen, så hver gang hun hev den ned til "syd for navlen", krøb den jo lige så stille op igen. Bolerojakken af pelsgarn har kanter i håndstrik og resten i maskinstrik på grovstrikkeren. Selve strikningen gik som smurt, men viskosegarn har det jo med at udvide sig i alle retninger, så selv efter en omhyggelig strikkeprøve, blev den første jakke så stor at den kunne blive en ekstragave til konfirmandinden. Bortset fra at jeg hurtigt kunne strikke en ny og mindre, gik det slet ikke efter planen. Pludselig stod jeg med 2 ens forstykker, havde glemt at spejlvende. Ok. igang med det 3. forstykke, - men skulle jeg nu trække kantbredden fra? - Nej det skulle jeg ikke, så jeg endte med 4 forstykker inden jeg fik 2 der passede. Nå, men Trine blev superglad for bolerojakken, som passer hende godt. På fødderne? Hvide nye KAWASAKI med turkise snørebånd - nix med sølvsandaler her! Man er vel i familie med Cecilie - og farmor må erkende, at hun som ung også var til det avancerede, omend mere stilfuldt.




Bolerojakke af viskosepelsgarn. Og hov, den nederdel er da vist kommet syd for navlen igen? Glæder mig til at vise billedet til Trine :-)




Sløjfe til hestehalen af nederdelens tyl


Borddekorationer
Jeg er så heldig at jeg får lov til at lave blomsterdekorationerne til næsten alle familiefester. Til festerne i foråret har jeg et godt øje til grøftekantens udbud af planter. Navnlig synes jeg godt om at bruge den hvide døvnælde som bundplante sammen med høstanemonens nye friske blade. Hovedblomsterne må jeg som regel købe. Til konfirmationen havde jeg fået sendt en serviet, så jeg kunne vide lidt om farvesammensætningen. Vi havde dog ikke snakket om farven på dugene, så den kakaobrune dug kom lidt bag på mig - men det hele så nu godt ud alligevel. De røde blomster er Nikotiana, som jeg købte som planter. Her snuppede jeg alle blomsterstandene. Bagefter kan jeg resten af planterne få lov til at gro videre i min have. Om 4-5 uger vil de stå i fuldt flor igen.

Smukt og gratis grønt fra grøfte-kanten

Dekorationerne skulle gerne matche servietterne.


Oasis i glasskål. Bunden dækkes med store friske blade af høstanemone, hvide døvnælder, blomsterstande af laurbærkirsebær, ribbet for blade og lagt på køl, røde nikotiana, grene af hjertetræ og enkelte blade fra akeleje.



Sangen til Cecilie



Hvis nogen er afhængig af sin mobiltelefon er det Cecilie, derfor kunne sangen til hende også kun vises i et mobiltelefon-display. Vi tror nok at hun blev meget glad for sangen, som blev delt rundt af de 2 fætre og kusinen fra Vejle.