Vi vil gerne hjælpe med at renovere Jens's Folkebåd, som virkelig trænger til en ordentlig overhaling både udenbords og indenbords. Båden er fra engang i 70'erne og har senest været sejlet i en sejlklub, hvor medlemmerne ikke har tænkt stort på vedligehold - bare båden kunne sejle. På den måde er der nok ikke rigtig nogen som føler sig ansvarlig for båden.
Men det er også meget sjovt at shine en gammel båd op. Som ny bliver den aldrig, men vi gør vort bedste. Sidste år blev alle hynder med det originale hestedækken stof fra Paustian vasket - inklusive skumgummiet. Godt der var så fint vejr sidste sommer, ellers havde vi aldrig fået det tørret igen. Jens hjalp med at slibe træværket. I cockpittet skulle træværket renses og have en ordentlig omgang teakolie. En snedker laver nye kistebænke til båden.
|
Bådnyt har testet 18 forskellige lakker og kåret HEMPELS DIAMOND VARNISH som den bedste - og den der holder længst. Det er en 2-komponent polyurethan lak og lidt vanskeligere at arbejde med end en 1 komponent lak. Jeg har ikke den store erfaring i den form for lakeringsarbejde, men kastede mig ud i det. De to dåsers indhold skulle række til 18 kvadratmeter. Men hvordan måler man lige 18 kvadratmeter på de emner jeg skulle lakere? Der skal lakeres mindst 4 gange for at få et godt og holdbart resultat. Tørretiden er 32 timer ved 10 grader - og mere har vi ikke haft de sidste mange dage - inde i den uopvarmede garage. Slibningen foregik på terassen.
Det var svært at bedømme, hvor meget lak der skulle blandes sammen for at dække alle dele. Desværre fik jeg blandet næsten dobbelt så meget, som jeg havde brug for. Jeg tænkte så at det måske kunne være "åbent" lidt længere, hvis jeg satte resten i køleskabet. Jeg var henne for at se til lakken tidligt om morgenen - og der var det fint flydende. Bare 2 timer efter var det blevet til en tyk gelé - og lige til at smide ud. På billedet ses glasset med den størknede lak. Ærgerligt, for lakken er ret dyr. |
Så lavede jeg et større regnestykke for at finde ud af, hvor stor en portion lak der skulle bruges til en enkelt lakering. Jeg regnede mig frem til at der skulle bruges 50 ml base, 25 ml hærder og 10 ml. fortynder de første 2 gange. Jeg målte op i en gammel sutteflaske (Jens's som snart fylder 48 år) Derefter hældte jeg først 75 ml vand i flasken og satte en streg - hældte vandet ud og hældte så 50 ml vand i flasken og over i glasset - og satte en streg. Nu var det ingen sag at blande den korrekte mængde + en passende sjat fortynder.
|
Heldigvis var vejret så fint at jeg kunne stå udenfor og slibe, selvom der kom et par regnbyger den første dag. Efter slibningen blev alt støvet grundigt af, først med en fejekost af den billige slags til 20 kr. for et sæt med fejebakke. Nylonhårene suger næsten alt slibestøvet til sig. Man skal bare huske også at rense den med hånden indimellem. Til slut blev træværket tørret af med en fugtig klud. Lakeringen foregik inde i garagen. |
|
Efter to gange lak så det allerede så fint ud, at jeg næsten
ikke kunne nænne at tage fat med sandpapir korn 220 igen, men der var ingen vej udenom, hvis resultatet skal være holdbart i flere år. Så "på med vanten fru Hansen".
|
Når træværket var berøringstørt efter ca. 8 timer, bar jeg det forsigtigt ind på gæsteværelset, hvor temperaturen på 20 grader fremskyndede hærdningsprocessen med 50 %. Det betød at jeg kunne lakere 1 gang hver dag. Der var en lille bitte rest lak tilbage - og den brugte jeg på træværket på vores lette havestole
|
Jeg havde læst mig til at man fint kan lakere denne type maling med en skumpensel. Desværre havde jeg ingen skumgummipensel, men fandt på selv at lave nogle stykker for at se om det duede. Jeg brugte en af de gængse skumgummisvampe, rev og klippede den mørkegrønne skrubbeplade af, halverede svampen, snittede et hul i midten, stak en rørepind ind i hullet og limede det hele forsvarligt sammen med gaffatape. Jeg brugte den "pensel" der ses nederst i billedet - og den holdt til hele 4. gang lak. Resultatet blev finere end med en pensel. Jeg ville ellers have forventet at skumgummiet ville blive opløst af lakken, for 2-komponent lak er stærke sager - som også kræver at man har gummihandsker og åndedrætsværn på!
|
1 kommentar:
kære Ingeborg,
der er vist ingen der kan være i tvivl om at I er en sejlerfamilie :-) Skønt når man i tillæg er god til at arbejde med hænderne !
god påske
Angelika
Send en kommentar