onsdag den 8. juli 2015

RENOVERING AF TRÆVÆRK - FOLKEBÅD OG LE TONKINOIS

Sønnen havde bestilt nye kistebænke til båden hos en en snedker. De er lavet i vandfast krydsfiner med egetræ på begge sider. Teaktræ ville koste en bondegård. Jeg havde påtaget mig lakeringsarbejdet til alt trætøjet - og der er faktisk en del i en folkebåd. Jens har købt båden af Carlsberg- Tuborg Sport og båden er fra 1978. Det var synd at sige, at man har interesseret sig for at vedligeholde båden som man ville gøre det som privatperson, Men ok - prisen var også derefter. Nu skal båden shines op - nå nej, det må være mere passende at skrive renoveres, for der skal virkelig bruges tid og kræfter på Folkebåden.


På billedet ses lågene til kistebænkene. Jeg havde ikke tænkt på at fotografere før jeg bejdsede, så der var kun det ene låg tilbage uden bejdse. Jeg havde aldrig prøvet at bejdse træ tidligere, men man kan jo læse sig til meget. Heldigvis er jeg god til at blande farver og det var ikke held at jeg ramte teaktræsfarven så fint, passende til bådens øvrige teaktræ. Der blev brugt spritbejdse med en blanding af farverne teak, mahagony og valnød. Spritbejdsen blev blandet med dobbelt portion sprit, fordi jeg hellere ville male/svampe 2 gange end at bejdse 1 gang og risikere at det blev for mørkt. Med spritbejdse er der ingen fortrydelse. Bejdsen trænger langt ind i træet. Jeg kom bejdsen på træet med en almindelig husholdningssvamp. Det går meget fint og jævnt. Desværre var vejret til både regn og sol. Jeg ville gerne stå ude på terassen, men bare en enkelt vanddråbe vil ødelægge bejdsningen. Det giver en lys plet med en mørk rand, som kun kan slibes væk - og derefter forsigtig tones op igen. Jeg har prøvet det een gang!



Alt træværk blev renset ned til råt træ og slebet i bund. Døren til kahytten fik delvis pålimet nyt teaktræsfiner, hvor det gamle var pilråddent. Der var mange dele, som skulle have en behandling:
Kahytsdøren med ramme,  2 lemme til kahytsdøren, skydekappe, løjgangen, 2 kistebænke med låg, 2 gribelister. Kistebænkene fik samme behandling på udvendig og indvendig side. 



Man kan ikke regne med bejdsefarven uden at lave nogle prøver på samme slags træ. Bejdset træ vil blive mørkere når det lakeres eller olieres.




Vi besluttede os for at træværket skulle have den bedste behandling der kunne fåes og valget faldt på Le Tonkinois lak, som er besværlig at arbejde med, fordi der skal lakeres med mange meget tynde lag. Lakken er ca. 24 timer om at hærde op, og temperaturen skal gerne være omkring 20 grader. Det var hårde betingelser med det kolde og lunefulde vejr vi havde i forsommeren. Så jeg havde brug for både garagen og fyrrummet samt terassen til arbejdet.
Garagen blev gjort støvfri med en grundig støvsugning og spuling af vægge og gulv. Det samme gjaldt fyrrummet, som holder en temperatur på omkring 20 grader. Lakken må også varmes i vandbad, når den bliver for tyk i koldt vejr. Det er så det besværlige ved at lakere med Le Tonkinois. Selve lakeringen var nem. Jeg påførte lakken med en fin tyk naturhårspensel. Strøg i alle retninger, selvom nogle påstår at man kun må stryge i træets retning. Herefter glattede jeg det meget tynde laklag med en mohairmalepude. Til Tonkinois lakken må der IKKE bruges mineralsk terpentin, men udelukkende vegetabilsk terpentin. (Også til rensning af pensler). Jeg lod penslerne stå i et højt glas med terpentin under hele malearbejdet.  De første to gange blev der lakeret med 50 % lak og 50 % vegetabilsk terpentin for at lakken kunne trænge dybt ned i træet. 













.
Alt træværk af ægte Teak blev lakeret 9-10 gange med mellemslibninger ca. hver 2. gang. De nye kistebænke med egefiner har en anden og mere åben årestruktur. Her var jeg nødt til at lakere 12-14 gange indtil overfladen var fuldstændig glat og lukket. Da alt var spejlblankt, besluttede vi os til at sidste gang lak skulle gøre overfladen silkeblank i stedet for spejlblank. Der blev derfor blandet 25 % Gelomat i Tonkinlakken.

I mellemtiden har Jens arbejdet med bunden og andet på Folkebåden, som i skrivende stund stadigvæk ligger i hans have :-( . Vejret har bare ikke været ok til det arbejder der endnu venter. Imidlertid skal båden i vandet på fredag. Vi har ønsket os en sejltur som tak for hjælpen!


Ingen kommentarer: