mandag den 31. august 2015

SYNING - ÆNDRET SKJORTE FRA XXL TIL M




Jeg kan li' romantisk tøj med flæser, blomster og svingende skørter - men det klæ'r mig bare overhovedet ikke! Jeg føler mig også bedst i diskret klassisk tøj af god kvalitet. Det meste af mit tøj er hjemmesyet eller strikket. Derfor er det dejligt at købe gedigent tilbehør og ofre lidt mere på det. Sko, tasker og bælter + silketørklæder er svære at komme udenom. Som dette lækre elastiske fletbælte af læder fra Laura Biagiotti. Jeg ville også gerne købe en hvid silkeskjorte, men kunne ikke finde nogen klassiske skjorter hverken i "Damebutikken" eller på nettet. Men i Røde Kors Genbrug fandt jeg en hvid skjorte, som så ud til aldrig at have været brugt. Størrelse XXL var rigelig, men det kunne der jo gøres noget ved. Da jeg skulle til at klippe i blusen, kunne jeg se at nogen før mig havde fusket med at gøre ærmerne kortere. Det kan man ikke gøre med større held. Når man klipper af ærmet foroven, er ærmegabet for stort og i stedet for at det er ærmet der rynker/holdes til, er det for- og bagstykker der rynker. Derfor har syersken før mig nok opgivet.



På tegningen ses, hvilke ændringer jeg foretog: Blusen skulle være smallere, og der skulle være indsnit som gav plads til stor overvidde. Et lodret indsnit foran og bagpå ville være fine, men ærmegabet skulle også gøres mindre. Et lille fif er at sy et brystindsnit fra ærmegabet. Desuden kunne jeg skrå skuldersømmene med 1 cm. Hermed fik jeg et mindre ærmegab med plads til at sy ærmerne i med let indholdelse af ærmevidden foroven. Fint nok








Blusen havde sorte kugleknapper formet som små roser da jeg købte den. Knapperne har jeg erstattet med naturfarvede hornknapper. Kravesnipperne var lidt for spidse efter min mening, som dem har jeg syet op med en knap. Hvem siger at det ikke var tænkt sådan fra starten ?


Jeg har nogle gamle T-shirts fra dengang de skulle være store og med lige tilsatte ærmer  på brede skuldre. Dem kan man ikke umiddelbart sy ind, fordi ærmegabene også her er for store. Et brystindsnit fra ærmegabet pegende skråt nedad mod brystets midte formindsker ærmegabet så meget at ærmet kan blive smallere og stadigvæk passe i ærmegabshullet.

Ingen kommentarer: