onsdag den 8. juli 2015

RENOVERING AF TRÆVÆRK - FOLKEBÅD OG LE TONKINOIS

Sønnen havde bestilt nye kistebænke til båden hos en en snedker. De er lavet i vandfast krydsfiner med egetræ på begge sider. Teaktræ ville koste en bondegård. Jeg havde påtaget mig lakeringsarbejdet til alt trætøjet - og der er faktisk en del i en folkebåd. Jens har købt båden af Carlsberg- Tuborg Sport og båden er fra 1978. Det var synd at sige, at man har interesseret sig for at vedligeholde båden som man ville gøre det som privatperson, Men ok - prisen var også derefter. Nu skal båden shines op - nå nej, det må være mere passende at skrive renoveres, for der skal virkelig bruges tid og kræfter på Folkebåden.


På billedet ses lågene til kistebænkene. Jeg havde ikke tænkt på at fotografere før jeg bejdsede, så der var kun det ene låg tilbage uden bejdse. Jeg havde aldrig prøvet at bejdse træ tidligere, men man kan jo læse sig til meget. Heldigvis er jeg god til at blande farver og det var ikke held at jeg ramte teaktræsfarven så fint, passende til bådens øvrige teaktræ. Der blev brugt spritbejdse med en blanding af farverne teak, mahagony og valnød. Spritbejdsen blev blandet med dobbelt portion sprit, fordi jeg hellere ville male/svampe 2 gange end at bejdse 1 gang og risikere at det blev for mørkt. Med spritbejdse er der ingen fortrydelse. Bejdsen trænger langt ind i træet. Jeg kom bejdsen på træet med en almindelig husholdningssvamp. Det går meget fint og jævnt. Desværre var vejret til både regn og sol. Jeg ville gerne stå ude på terassen, men bare en enkelt vanddråbe vil ødelægge bejdsningen. Det giver en lys plet med en mørk rand, som kun kan slibes væk - og derefter forsigtig tones op igen. Jeg har prøvet det een gang!



Alt træværk blev renset ned til råt træ og slebet i bund. Døren til kahytten fik delvis pålimet nyt teaktræsfiner, hvor det gamle var pilråddent. Der var mange dele, som skulle have en behandling:
Kahytsdøren med ramme,  2 lemme til kahytsdøren, skydekappe, løjgangen, 2 kistebænke med låg, 2 gribelister. Kistebænkene fik samme behandling på udvendig og indvendig side. 



Man kan ikke regne med bejdsefarven uden at lave nogle prøver på samme slags træ. Bejdset træ vil blive mørkere når det lakeres eller olieres.




Vi besluttede os for at træværket skulle have den bedste behandling der kunne fåes og valget faldt på Le Tonkinois lak, som er besværlig at arbejde med, fordi der skal lakeres med mange meget tynde lag. Lakken er ca. 24 timer om at hærde op, og temperaturen skal gerne være omkring 20 grader. Det var hårde betingelser med det kolde og lunefulde vejr vi havde i forsommeren. Så jeg havde brug for både garagen og fyrrummet samt terassen til arbejdet.
Garagen blev gjort støvfri med en grundig støvsugning og spuling af vægge og gulv. Det samme gjaldt fyrrummet, som holder en temperatur på omkring 20 grader. Lakken må også varmes i vandbad, når den bliver for tyk i koldt vejr. Det er så det besværlige ved at lakere med Le Tonkinois. Selve lakeringen var nem. Jeg påførte lakken med en fin tyk naturhårspensel. Strøg i alle retninger, selvom nogle påstår at man kun må stryge i træets retning. Herefter glattede jeg det meget tynde laklag med en mohairmalepude. Til Tonkinois lakken må der IKKE bruges mineralsk terpentin, men udelukkende vegetabilsk terpentin. (Også til rensning af pensler). Jeg lod penslerne stå i et højt glas med terpentin under hele malearbejdet.  De første to gange blev der lakeret med 50 % lak og 50 % vegetabilsk terpentin for at lakken kunne trænge dybt ned i træet. 













.
Alt træværk af ægte Teak blev lakeret 9-10 gange med mellemslibninger ca. hver 2. gang. De nye kistebænke med egefiner har en anden og mere åben årestruktur. Her var jeg nødt til at lakere 12-14 gange indtil overfladen var fuldstændig glat og lukket. Da alt var spejlblankt, besluttede vi os til at sidste gang lak skulle gøre overfladen silkeblank i stedet for spejlblank. Der blev derfor blandet 25 % Gelomat i Tonkinlakken.

I mellemtiden har Jens arbejdet med bunden og andet på Folkebåden, som i skrivende stund stadigvæk ligger i hans have :-( . Vejret har bare ikke været ok til det arbejder der endnu venter. Imidlertid skal båden i vandet på fredag. Vi har ønsket os en sejltur som tak for hjælpen!


EN STOR HAVE - MIT FITNESSCENTER

Det er ikke dovenskab, der gør mig mindre flittig på bloggen, men udover vores og sønnens båd har vi også en stor have, som skal passes. Normalt skriver jeg havestoffet i min strikingeshave blog, men i dag kommer der lige et par billeder fra forårets have - og havearbejde. Vejret har bestemt ikke været med os i år, men nu lader det til at alting alligevel gror - mere end ønskeligt. Vi har ingen køkkenhave, men derimod er vores grund på 1552 kvadratmeter nærmest lagt ud som en lille park,  så der er ingen grund til at gå i Fitnesscenter.

















Hvert år lover jeg mig selv at det skal være slut med at så blomster, men det er vel lige som med garn. Man kunne jo......... og vupti har jeg gang i en masse udplantningsplanter. I år har det været den rene elendighed. Jeg har flyttet de spæde planter frem og tilbage i næsten 3 måneder - så nu er det virkelig slut! Der er forresten heller ikke  plads til ret mange blomster. De fleste bede er så tæt beplantede at de næsten kan passe sig selv. Det største arbejde er faktisk at holde planter, buske og træer nede, så de ikke tager overhånd. 
Vi har også en ret stor forhave som skal passes og det endda ret ofte. Her har jeg masser af buske, roser og lavendler. Desværre også et fortov helt uden belægning. 
Gemalen klipper græs og hække. Desværre har han en frossen skulder i år. Jeg klippede hække, men de blev ikke så fine, som når han klipper dem.

onsdag den 3. juni 2015

SANG MED SKJULER TIL EN KAJAKROER


Traditionen tro,  skal Malthe selvfølgelig også have sin egen personlige sang på denne dag, som han har glædet sig til så længe. I god tid forinden havde jeg klippet og hæftet "åre-blade", men sangen var jeg længe om at skrive, selvom jeg havde bestemt melodien, som skulle være: "Sejle op ad åen", for det er jo der, han tilbringer de fleste af døgnets timer.


Der var inviteret 42 gæster, så det var mindst 84 åreblade der skulle klippes. Til gengæld var senere nemt at rulle sangene på den lange led og lukke dem med årebladene, så de blev til pagajer. 

En glad Malthe lykønskes af sin søster Trine udenfor Sct. Nicolai Kirke i Vejle.

Skærbæk Lystbådehavns lokaler er lyse og har plads til 60 personer. Herfra er der udkig over hele lystbådehavnen. Jeg havde lovet at stå for borddækning og dekorationer aftenen før. Menuen stod Grill-Catering fra Brabrand for: Rejecoctail, Grillstegt pattegris med diverse salater og flødekartofler m.m. Gemalen og jeg lavede min specielle frugtsalat til dessert. Til kaffen havde jeg bagt vaniljekranse, mandelpleskner og små stykker kransekage formet som kajakker. Konfirmanden fik overrakt en stor kajak formet at kransekageringe. Så vi havde travlt op til konfirmationsdagen. 

Vi var bare så heldige med vejret. Højt solskinsvejr - omend der blæste en kold vind. Dagen før havde det øsregnet hele dagen.


           

Til barnebarnet Cecilies konfirmation for 9 år siden havde jeg købt en 14 firkantede glasskåle til blomsterdekorationer. Her er et billede af den ene skål, som er meget større end de øvrige. På denne årstid er der ingen grund til at købe blomster, når man holder øje med, hvad der er i haven og så har man da også lov til at "botanisere" i omegnen. Til dekorationen er der brugt blå Scilla, kirsebærgrene med hvide blomster og en masse guldnælde, som gror på en tom byggegrund ved vores skole.
Dekorationerne er afstemt efter de lækre Duni servietter, som jeg havde købt på nettet.


Sangene havde jeg bare bundtet med en sløjfe om, så antallet i hvert bundt passede til et bord.


Et billede af en glad konfirmand med storesøster Trine og storebror Lasse, eller som de selv siger:
"Trip-Trap-Træsko" søskende.

tirsdag den 2. juni 2015

KAJAK I PAPMACHE - KONFIRMATIONSGAVE

Vores yngste barnebarn er blevet konfirmeret og fordi han er en talenteret kajakroer, blev festen præget af hans fritidsinteresse. Al hans fritid tilbringes i Vejle Kajakklubs Kraftcenter og hans ønske var alle roere fra Kraftcentret blev inviteret til konfirmationsfesten, som selvfølgelig også blev holdt tæt ved vandet - dog i "vores" farvand, nemlig Skærbæk Sejlklubs lokaler.




Malthe 2012


Malthe 2014 - efter mange, mange træningstimer - en rigtig fin artikel, med alle kraftcenterroere på side 24 og 25.


Selvbygget kajak af papmache
Vi ville gerne forære Malthe en kajak sammen med en "flad konvolut". Det ville have været nemt at købe en kajakmodel, men jeg ledte hele internettet igennem, der var ingen små kajakker at finde udover en hos NELO, som laver den kajak, som Malthe købte i 2014. Men jeg ville ikke give godt 600 kr. for så "naiv" en udgave. Se selv her. Så jeg gik i tænkebox for at finde ud af, hvordan vi selv kunne bygge en lille kajak. Så kom jeg i tanker om at jeg engang for længe siden havde købt 2 poser papmache modellermasse. Det måtte kunne bruges til en kajak.


 1. Jeg skulle bruge en grundform som jeg kunne lægge papirmassen på. Derfor brugte jeg den viden jeg har fra at konstruere symønstre. Altså en flad form med mange indsnit tegnet på karton.
 2. Alle indsnit blev klippet op som det fremgår af billedet og derefter hæftet sammen med hæftemaskinen.
3. I kajakkens stævn og agterende ligger strimlerne tæt over hinanden. På kajakkens midte kun en anelse. 
 4. Jo, det kan vist godt bliver til noget, så jeg fortsætter med at lave strimler og hæfte.
 5. Efter bundens form (se foto 1) klippede jeg kajakkens øverste del og satte strimler af malertape på, som kunne klistres på kajakkens sider. 
 6.  Inden jeg klistrede overdelen på, klippede jeg en forstærkning af et paprør i passende størrelse til at afstive modellen indefra. Et stykke i for og agter og et ekstra stykke som dækkede midten. Paprøret kunne ikke sættes ind i eet stykke. For at gøre paprøret smallere i enderne, klippede jeg nogle indsnit i paprøret, som forinden var klippet op.
 7. Til slut klistrede jeg gaffa-tape omkring kajakkens åbning og hele vejen rundt. Jeg har ikke arbejdet med papirmasse før, og frygtede at den våde papirmasse ville gøre kajakken ustabil.

8. Endelig klar til at lægge mange lag papirmasse ovenpå grundformen. Det var lidt svært at håndtere, men en fastklistret kegle hjalp med at holde på kajakken mens papirmassen blev lagt på af flere omgange. Papirmassen er beregnet til at lave masker af, så selve "grøden" er meget fin og lader sig slibe som træ når det er helt tørt. Så er det også bomstærkt, for massen indeholder en hel del lim.



Kajakmandens krop er bygget over et tilpasset styroporæg, en mindre kugle til hovedet og omviklet tråd til armene, som er stukket gennem kroppen. Hovedet er holdt på plads med enderne af en nr. 4 strikkepind stukket durk igennem. Hænderne har jeg formet og bagt af Fimo. Pagajbladene er klippet af bunden af en presset trækarton fra julens figner. Det er stærkt og tyndt og er belagt med lidt papirmasse. De hvide rør ved overgangen fra årebladet er pillet ud af en kuglepen (Ja, jeg er ret opfindsom, hvis jeg selv skal sige det :-) Åreskaftet var for tyndt, så en bambus strikkepind i passende størrelse måtte ofres til formålet. Min søde mand snedkererede stativet til kajakken. Til sidst blev kajak og kajakmand malet med lys gråhvid acrylmaling og gjort vandtæt med klar mat lak


torsdag den 2. april 2015

FOLKEBÅD - LAKERING AF TRÆVÆRK - 2 KOMPONENT LAK



Vi vil gerne hjælpe med at renovere Jens's Folkebåd, som virkelig trænger til en ordentlig overhaling både udenbords og indenbords. Båden er fra engang i 70'erne og har senest været sejlet i en sejlklub, hvor medlemmerne ikke har tænkt stort på vedligehold - bare båden kunne sejle. På den måde er der nok ikke rigtig nogen som føler sig ansvarlig for båden.

Men det er også meget sjovt at shine en gammel båd op. Som ny bliver den aldrig, men vi gør vort bedste. Sidste år blev alle hynder med det originale hestedækken stof fra Paustian vasket - inklusive skumgummiet. Godt der var så fint vejr sidste sommer, ellers havde vi aldrig fået det tørret igen. Jens hjalp med at slibe træværket. I cockpittet skulle træværket renses og have en ordentlig omgang teakolie. En snedker laver nye kistebænke til båden.

Bådnyt har testet 18 forskellige lakker og kåret HEMPELS DIAMOND VARNISH som den bedste - og den der holder længst. Det er en 2-komponent polyurethan lak og lidt vanskeligere at arbejde med end en 1 komponent lak. Jeg har ikke den store erfaring i den form for lakeringsarbejde, men kastede mig ud i det. De to dåsers indhold skulle række til 18 kvadratmeter. Men hvordan måler man lige 18 kvadratmeter på de emner jeg skulle lakere? Der skal lakeres mindst 4 gange for at få et godt og holdbart resultat. Tørretiden er 32 timer ved 10 grader - og mere har vi ikke haft de sidste mange dage - inde i den uopvarmede garage. Slibningen foregik på terassen.

Det var svært at bedømme, hvor meget lak der skulle blandes sammen for at dække alle dele. Desværre fik jeg blandet næsten dobbelt så meget, som jeg havde brug for. Jeg tænkte så at det måske kunne være "åbent" lidt længere, hvis jeg satte resten i køleskabet. Jeg var henne for at se til lakken tidligt om morgenen - og der var det fint flydende. Bare 2 timer efter var det blevet til en tyk gelé - og lige til at smide ud. På billedet ses glasset med den størknede lak. Ærgerligt, for lakken er ret dyr.


Så lavede jeg et større regnestykke for at finde ud af, hvor stor en portion lak der skulle bruges til en enkelt lakering. Jeg regnede mig frem til at der skulle bruges 50 ml base, 25 ml hærder og 10 ml. fortynder de første 2 gange. Jeg målte op i en gammel sutteflaske (Jens's som snart fylder 48 år) Derefter hældte jeg først 75 ml vand i flasken og satte en streg - hældte vandet ud og hældte så 50 ml vand i flasken og over i glasset - og satte en streg. Nu var det ingen sag at blande den korrekte mængde + en passende sjat fortynder. 



Heldigvis var vejret så fint at jeg kunne stå udenfor og slibe, selvom der kom et par regnbyger den første dag. Efter slibningen blev alt støvet grundigt af, først med en fejekost af den billige slags til 20 kr. for et sæt med fejebakke. Nylonhårene suger næsten alt slibestøvet til sig. Man skal bare huske også at rense den med hånden indimellem. Til slut blev træværket tørret af med en fugtig klud. Lakeringen foregik inde i garagen.


Efter to gange lak så det allerede så fint ud, at jeg næsten
ikke kunne nænne at tage fat med sandpapir korn 220 igen, men der var ingen vej udenom, hvis resultatet skal være holdbart i flere år. Så "på med vanten fru Hansen".




Når træværket var berøringstørt efter ca. 8 timer, bar jeg det forsigtigt ind på gæsteværelset, hvor temperaturen på 20 grader fremskyndede hærdningsprocessen med 50 %. Det betød at jeg kunne lakere 1 gang hver dag. Der var en lille bitte rest lak tilbage - og den brugte jeg på træværket på vores lette havestole

Jeg havde læst mig til at man fint kan lakere denne type maling med en skumpensel. Desværre havde jeg ingen skumgummipensel, men fandt på selv at lave nogle stykker for at se om det duede. Jeg brugte en af de gængse skumgummisvampe, rev og klippede den mørkegrønne skrubbeplade af, halverede svampen, snittede et hul i midten, stak en rørepind ind i hullet og  limede det hele forsvarligt sammen med gaffatape. Jeg brugte den "pensel" der ses nederst i billedet - og den holdt til hele 4. gang lak. Resultatet blev finere end med en pensel. Jeg ville ellers have forventet at skumgummiet ville blive opløst af lakken,  for 2-komponent lak er stærke sager - som også kræver at man har gummihandsker og åndedrætsværn på!