onsdag den 24. august 2011

Æblegelé af umodne nedfaldsæbler

Vores dejlige Filippa æbletræ er begyndt at smide æblerne. Det er tidligt i år og de er slet ikke modne. Men æblerne er superfine til æblegelé, hvor der helst skal bruges umodne æbler. Jeg kan lige overkomme at lave en lille portion af ca. 2 kg æbler hver dag. Det kræver ikke det helt store udstyr og er hurtigt overstået. Belønningen er dejlig æblegelé til kødretter og på friskbagt brød.



Æblerne skal kun vaskes og skæres i små stykker. 2 kg klargjorte æbler + 1 liter vand koges til æblerne er møre. Derefter skal saften dryppe af - gerne natten over

Der bliver ca. 3/4 liter saft af denne portion. Saften koges med 750 gram sukker til det gelerer ved 105 grader. Hertil bruger jeg mit stegetermometer, som jeg fastgør til grydens rand med en klemme. Saft og sukker gelerer ved 105 grader. Jeg ændrer smagen og farven med rosenblade og vaniljekorn. Rosenbladene kommes først i et øjeblik før gryden tages af varmen. Næste portion vil jeg smage til med lidt citronmelisse. Timian kan også bruges, hvis geleen skal bruges til kød



Ingen kommentarer: