lørdag den 28. december 2019

MASKINSTRIKKEDE KARKLUDE AF BOMULD MED OPSKRIFT

Jeg fik lyst til at gøre som mange andre: At strikke karklude på strikkemaskinen. Jeg ville ikke have lyst til at gøre det i hånden, for gamle håndklæder kan jo fint skæres i passende stykker, overlockes .... og så er det det. 
Det var også mere nysgerrigheden der fik mig til at prøve kunsten på strikkemaskinen - og en stak karklude er  oplagte gaveideer.



Jeg vil gerne have et håndarbejde til "lænestolen", så jeg strikker karkludene som een lang strimmel, afbrudt af kontrastgarn med nylonsnor, hvorefter jeg vikler nye e-masker som opslag. Afslutningsvis skubber jeg hver 2. nål på ribapparatet i arbejde, sættet KR forsatsen på og strikker 1 række, hvorved der dannes lange masker på ribapparatet. Maskerne kastes af - og dermed forøges længden på KH maskerne, som nu danner lange løkker, som senere hækles af - uden tråd, bare maske i maske. 


Opskrift til tuck karklude strikket af Faktas 8/4 øko bomuld
 2,5 karklude af 100 gram garn.

KH slæde. Slå 30 - 0 - 31 masker op med lukket opslagning på kontrastgarn
(Hver anden nål ud – strik 1 rk. Sæt kam og vægte på. Mv 9.
 sæt øvrige nåle i arbejde og strik 6 rk. med kontrastgarn. Bryd garnet. Slæde i højre side.
Strik 1 rk. med nylonsnoren. Slæde nu venstre. Tryk begge partknapper ind. 
Strik 1 rk. mod højre. Skift til original garn og vikl e masker . Tråd slæden med garnet. Sæt rk tæller på 000. Tænd maskinen, vælg mønster 256. Hvis den ikke starter med rk. 1 – brug piletasterne til rk. 1 er i displayet Strik 3 rk. Slæde i venstre side. Stil vekselknappen til KC 1. Strik 1 rk. Nålene er nu valgt ud – slæden i højre side – tryk begge TUCK taster.

Sørg for godt garnafløb. Hvis der er sløjfer på garnnøglet, kør langsomt. Strik til rk. 139 – slæde i venstre side. Stil KC knappen til NL – strik 3 rk. – Slæde i højre side. Skift KH forsats til KR forsats og skub KR op. På KR vælges nu hver 2. nål til B position. Maskevidde 5. Strik 1 rk. Skub KR nåle op, så maskerne falder af nålene. (Træk ned i strikket imens) Gør maskerne på KH lange og sørg for at nålene er i Position B. Strik nu nogle rk. med kontrastgarn og kast af.

Jeg hygger mig med at lukke af og skiller karkludene ad ved at fjerne nylonsnoren ved opslagskanten. Ved afslutningen trævles kontrastgarnet tilbage til de lange masker som lukkes af med en alm. hæklenål. Hæft ender.



FILTEDE HJEMMESKO - HÅRDT TILTRÆNGTE

Der er een i familien, som altid ønsker sig hjemmelavede filtsko til jul - og dem han kom med, var virkelig så slidte at både hæl og tæer stak ud af dem


Jeg er ved at udgå for garn til filtning, og  måtte bruge  3 forskellige farver til for at det kunne slå til et par hjemmesko i str. 43. De vejer ca. 215 gram.



Et par såler klippet af møbellæder, strøget på kraftigt veledon og hullet med en syl langs kanten, limes på langs skoens midterlinje og syes på med kinesertråd eller anden stærk tråd, gerne syntetisk. 
Se iøvrigt min opskrift på filtede moccasiner på min anden hjemmeside.

GED GØR GODT!


Vi plejer at camouflere en pengegave med en eller anden lille ting. I år fandt vi på noget helt andet  




I stedet for et gavekort som bevis på køb af geden kan man vælge denne smukke, sjove plakat af Sylvester. Vi var sikre på at alle ville blive glade for plakaten og alle 6 børnebørn var glade og fornøjede for tanken bag gaven. Tænk at få en ged i julegave! - 


Julebukken ville nok gerne have været sammen med de 6 geder, men den må blive herhjemme

SUNDAY MOHAIR SWEATER

 Desværre er farverne på billederne blevet helt forkerte. - Jeg aner ikke om det er belysningen eller mig der har pillet ved kameraet, men i hvert tilfælde passer farverne overhovedet ikke. Sweateren er in natura smukt meleleret mørk rødbrun. Billederne kan jeg ikke lave om på nu - julegaven blev pakket inden jeg fik gennemgået billederne, så nu er der en smuk brun originaludgave og en lillabrun billedudgave. 





Bærestykket med udtagningerne er strikket i hånden, og bullen på min grovstrikker. Grovstrikkeren har kun 114 nåle, så 6 masker måtte strikkes sammen jævnt fordelt over de 114 m til hhv. for- og bagstykke. Det ses næppe. Når jeg strikker en Sunday mere af samme lækre garn, vil jeg undlade udtagning af 12 masker ved sidste omgang udtagninger i bærestykket. Det må blive ude i ærmesiden. 


Ribkanterne kunne strikkes på min mellemstrikker og alle kanter lukket af med kontrastgarn, sat på en rundpind og lukket af med italiensk aflukning.


Her har sweateren næsten den rigtige farve, men det rosinfarvede garn er nærmest lyslilla. 
...... Sket er sket - og sweateren er jo blevet fin uanset billedernes farver. Opskriften er fra Petite Knit, men jeg har måttet regne den om til en anden strikkefasthed, fordi jeg selv har komponeret garnet. 




STOCKHOLM SLIPOVER


Cecilies juleønske var en Stockholm slipover i jordfarver. 
Jeg fik blandet et fint mix af Blackhills brune Sock-it, 1 tråd rosinfarvet Kid-mohair og 1 tråd brunt Kid-mohair fra Garnspecialisten.  Slipoveren blev lækker i både farve og textur, men fotograferingen gik helt galt. Farven er bedst på dette billede. Slipoveren er smukt meleret brun.



Alle ribkanter er syet af med italiensk aflukning. Det giver rigtig flotte og stabile kanter, men kræver en del tålmodighed.

JULEØNSKE - VANTER MED FLEECE FOR


For mange år siden - i 2008 - strikkede jeg disse vanter til Cecilie og Trine. Cecilie har allerede fået sine vanter fornyet en gang i 2014, men nu ønsker hun sig nye vanter af samme slags.


Det blev til sorte vanter i 2019. Vanterne er igen strikket på maskine og mønstret broderet i hånden. Designet er næsten det samme som tidligere, men jeg ville gøre noget ved faconen, så de blev ergonomiske. Det vil sige at tommelfingeren skal forskydes ind i håndfladen med 6 masker forskudt ind i håndfladen efter at tommelfingeren er strikket vinkelret ud af ombrudskantens kile.  Det var slet ikke nogen nem opgave at få regnet det ud, og så tilmed en højre og venstre vante!


Først efter 5. forsøg lykkedes det og broderiet blev også ændret undervejs. Til slut fik vanterne et tyndt for af vandskyende stof og ydermere et lag fleece. De to lag for er syet sammen i hånden, sådan som jeg har gjort og vist det ved de hvide vanter i min blog. 


Vanterne sidder virkelig godt på hånden med den indaddrejede tommelfinger, så det var al besværet værd. Men det skal nu vare længe, før jeg igen broderer på sort garn.

GLAS - EN NY HOBBY I 2019

Da vi i 1970 fra Skanderborg flyttede  til vores nye hus i Trekantområdet, var det moderne med vinduer af blyglas, både kulørte og hvide. Husets tidligere ejer var repræsentant i et glasfirma, og det bar huset præg af. Med tiden er ruderne skiftet til almindelige klare ruder, men nogle enkelte er der stadigvæk. Jeg fik en ide om at de kulørte glasstykker skulle genbruges og meldte mig til et glaskursus på vores Aktivitetscenter.


 Et udskiftet vindue nøjagtig magen til dette, som stadigvæk sidder i pejsevæggen blev splittet ad og genbrugt.



I starten var det lidt svært at skære glasset i de stykker jeg ville have,  men da jeg købte mine egne redskaber, som var nye og ikke nedslidte, kunne lege med glasset derhjemme, og det gik  straks meget bedre. Jeg øvede mig i at skære strimler og nemme former. 




 Jeg brugte også alle stumper og var kreativ. Da  jeg efterhånden fik lært mig at håndtere værktøjet kunne jeg få glasset til at lystre. Der blev overhovedet ikke brug for plastre. 




 De fine matte farver blev til forskellige juleornamenter og tanken var at vore børn og børnebørn, som alle har spejlet sig i glasset, skulle have en lille æske med "julepynt" til minde om alle de dejlige juleaftener vi har haft sammen.






 Fordi glasornamenterne er lidt skrøbelige, syede jeg specielt designede stofæsker til juleornamenterne. Det var slet ikke nemt at finde egnede stoffer til æskerne, men hos Rohms Magasin i Ringe på Fyn fandt jeg de dejligste Liberty stoffer. Særligt designet Tree of Delight med smukke juleornamenter var bare så smukt til mine æsker, suppleret med andre stoffer fra Rohms Magasin. 





.
Ornamenterne blev pakket i æskerne med blødt materiale mellem hvert ornament sammen med en lille beskrivelse og forklaring om oprindelsen af ornamenterne. Gaven faldt i god jord hos alle, som syntes godt om historien bag ornamenterne. 

Alle stumper og rester blev anvendt . Jeg lærer af at prøve mig frem - Det blev blandt andet til  denne skive til ophæng. Efterhånden lærer jeg mere om glassets muligheder ved fusing = plan sammensmeltning Glasset i de kulørte ruder er håndlavet og har forskellig tykkelse. Derfor kan det ikke bruges/smeltes sammen med andet glas. 



Jeg har mere glas, så jeg har allerede tegnet lidt flere ornamenter, som passer til de andre og jeg glæder mig til kursus efter nytår.

søndag den 10. november 2019

TRÆT AF SELVMØNSTRENDE GARN


Vinteren kalder på nye uldne sokker. Jeg bruger uldne sokker i gummistøvlerne, men har fundet ud af at sommerens sandaler er rigtig dejlige indendørs om vinteren sammen  med uldne sokker. Et par dyre Camel sandaler af tykt læder faldt i min indkøbskurv denne sommer. Nedsat fra 795 kr til 50 kr ? Det havde sin forklaring: Den ene sandal oprindelig brun, havde stået i vinduet - og var blevet næsten hvid. Det var der råd for og en gang sort narvsværte frembragte et par fine ens sandaler. Jeg blev så glad for dem, at de skal i brug om vinteren også - indendørs. 

Min kasse med strømpegarn indeholder flere slags selvmønstrende garn, blandt andet 100 gram OPAL, sidst brugt i 2006 til et par sokker til Malthe


Til så små sokker er der et enormt stort garnspild, hvis sokkerne skal være ens. I dag var det meget svært for mig at finde hoved og hale i rapporterne - og det viste sig da også at nøglet var vendt på hovedet efter en knude. En knude betyder jo også at der mangler en stump garn, så farverne ikke kan følges ad. Inden jeg kylede det fine garn med silke ud, fandt jeg ud af, hvordan jeg kunne hitte rundt i rapporterne: Jeg strikkede hele nøglet med 100 gram op på maskinen - brugte 60 masker, som er et godt gennemsnit for strømpestørrelser. Herefter bandt jeg en tråd fast i starten af hver rapport. Tråden skal blive siddende mens jeg spoler garnet tilbage på spolen. Der skal spoles 2 gange, for at starten bliver som på den strikkede prøve. Man må selvfølgelig ikke dampe eller presse garnet, men trevle op så snart man har fundet rapporternes begyndelse. 

Iøvrigt er der alt for meget garnspild når rapporterne er så store som på mit OPAL garn. Det tror jeg at mange har fundet ud af - og vi snakker jo ikke om billigt garn. 

                      

Jeg har noget lignende garn med rapporter liggende - og det skal bruges til en børnesweater. Her er problemet at mønstrene på for- og bagstykke bliver helt anderledes end på ærmerne, som har et mindre masketal i starten. Det har jeg tænkt lidt over, og har fundet ud af at camouflere de forskelligt udseende stykker ved at strikke forskelligt brede striber af et neutralt garn på skift med det farvede.  De neutrale striber vil se godt ud på en raglansweater, hvor de vil danne et pænt mønstret bærestykke  - håber jeg. Det bliver spændende at prøve.




For et par år siden strikkede jeg små sokker til mit dengang 2 årige oldebarn - Jeg viklede rapporter af til 4 par sokker, strikkede kun 2 par - og havde garn til 2 par sokker mere. Nu er fødderne vokset, så jeg var nødt til at bruge alt garnet til kun 1 par sokker. Dette garn fra Lana Grossa, Meilenweit, har også alt for store rapporter. Tænk om der på banderolerne var oplysninger om rapportlængderne. Men det er jo det garn vi ikke bruger, som garnproducenterne lever fint af!

mandag den 4. november 2019

I SOMMERHUS OM EFTERÅRET


Jeg/vi er vilde med vand - og siden vi for 2 år siden solgte vores elskede sejlbåd Sweetie har vi været glade for at kunne få lov til at bruge sønnens og svigerdatterens sommerhus lidt syd for Kalundborg. 
Jeg har aldrig sat mine ben i en flyvemaskine og kommer heller ikke til det. Ferie sydpå må alle andre gerne have for sig selv. Råt vejr er sagen for os og det fik vi rigtig meget af i sidste uge. 






Så siger GPS´en " ANKOMST"



Her bor mange ældre mennesker i deres sommerhuse året rundt, men det er sjældent man møder dem på stranden og vejene. Selvom vi nyder at være i sommerhuset, tror jeg ikke at jeg ville bo i et sommerhus året rundt. Det er ikke fordi vi overrender kulturelle begivenheder på vores egn - slet ikke, men det er jeg ligesom mæt af fra min tid i den kulturelle verden.... og måske også lidt desillusioneret? 








En postkasse - ikke som de andre. Postbudet må da blive "glad i låget" når han kommer til den.
(Jeg har fjernet efternavnet, som er lige så specielt som postkassen) :-)


En giftig fluesvamp - så skøn og eventyrsagtig


Jeg kom for sent til at tage billeder af solnedgangen. Det går hurtigt på denne tid af året. Fra sommerhuset er der en skøn udsigt til himmel og hav. Ikke to dage er ens.


Da vi skulle sætte kursen mod Jylland efter en uges tid var der næsten havblik. 


Med Sprogø om bagbord under de lavt liggende skyer.