torsdag den 7. marts 2019

BALLERINA 2 - BORDEAUX/MARINE/GRÅ

Nu skal jeg i gang med et længerevarende strikketøj - håndstrik i lænestolen med lydbog i øret. Jeg har haft så fint brug for min røde Ballerina af Hanne Falkenberg, at jeg vover mig ud i endnu en - med garn fra lageret.

De kedelige strikkeprøver er overstået, selvom jeg endnu ikke har bestemt mig for farvefordelingen. Ved min røde Ballerina nøjedes jeg med to røde nuancer fra eget lager. En lækker merino/kashmir blanding.



 Strikkeprøver er kedelige men uundværlige for et godt resultat. Og ikke kun en strikket prøve, men prøven skal også vaskes som det færdige strik senere skal vaskes, før man kan måle, gange og dividere. Mange nybegyndere i strikningens kunst springer maskeprøven over, det kunne  jeg som dog er en ret erfaren strikker ikke drømme om at gøre. Men træls er det, når man gerne vil i gang.



Jeg har prøvet mig frem med nogle farver fra mit garnlager og har strikket en prøve med de farver, der kan blive til noget. Jeg skal ramme 25 m og 50 rk. for at opfylde min opskrifts mål. På prøven har jeg startet med pind 3,5 strikket 13-14 cm og derefter skiftet til pind 3, da det så ud til at pind 3,5 var for tyk. 

Min prøve er vasket, tørret og målt igen. Retstrik strækker sig i længden, når der bliver strikket et større stykke. Men hvad der bliver længere, bliver til gengæld også smallere, så min erfaring fortæller mig at 26 m i bredden, også vil være ok. Til gengæld bliver jakken en anelse længere. Til denne model har det ingen betydning. Det har det til gengæld ved en anden model: Mermaiden, hvor taljen jo nødig skulle sidde på hofterne eller under armhulen. 


                         

På billedet er nederste strik pind 3,5 øverst strik på pind 3. 

Jeg har også planer om at ændre modellens forkanter en smule og gøre "overlapningen" af de to forstykker lidt mindre = lidt mindre stejl. Hvor der i opskriften vendes ved hver 2. maske, vil jeg gøre det ved hver 4. maske. Jeg har ikke fastlagt farvevalget. Om jeg vil bruge de 3 viste farver eller nøjes med bordeauxrød og sort eller bordeauxrød og grå, eller strikke den 3. farve ind et par steder, for eksempel ved overgangen til kilerne. Kommer tid, kommer råd og idé. I hvert tilfælde er der håndarbejde til et par måneder - afhængig af, hvor bidt jeg bliver af det. Det er nemlig en model, hvor man drives frem..... lige en kile mere osv. 



OPTRÆVLING! 

Den forreste trekant + det meste af forstykket er strikket og trævlet op igen. Det viste sig at det røde garn, Alta Moda Fine (Babyalpaka med Merinould fra Lana Grossa) strækker sig alt for meget. På banderolen er nævnt pind 5, men jeg kunne også have strikket det på pind 2. Det du'r bare ikke sammen med det blå garn. Det ses tydeligt på en ny strikkeprøve at det røde garn trækker strikket sammen. Altså nye strikkeprøver. 


Strikkeprøven til venstre er strikket med pind 3,5 med det røde garn og det mørkeblå med pind 3. Hvis jeg vil bruge disse to garner sammen, må jeg altså skifte pindetykkelse for hvert garn for at få et ensartet strik. Til gengæld ved jeg nu hvilke farver jeg vil bruge. .......Troede jeg da.....

Jeg har masser af den røde Alpaka, men jeg er kommet i tvivl om der er nok at det mørkeblå maskingarn. Derfor har jeg endnu engang ombestemt mig og besluttet mig til at striberne på ærmerne skal være i en lys blågrå farve, som senere også skal afslutte forreste kanter og ærmer. 



Det er nogle år siden jeg har strikket den første Ballerina - og opskriften er skrevet med små gnidrede bogstaver og ret indviklet at læse. Man skal læse meget langt frem, fordi der er ret mange ting man skal gøre SAMTIDIG. Jeg har derfor skrevet opskriften om - store bogstaver - og sådan som min hjerne kaperer den. Opskriften er ikke svær, bare man forstår den :-). Arbejdet er skredet hurtigt frem - det har jo regnet tilpas meget den sidste uge, til at det var vejr til strik og lydbog. Nu må Ballerinaen gerne tage lidt længere tid - og ryggen er jo også noget større.


Strikkeriet startet den 7.3. - i dag, 20.3. er jeg næsten nået til midt bag. Undervejs har jeg gjort mange notater, fordi jeg har ændret antallet af blå/røde striber lidt på grund af den lysere stribe, som jeg startede med. Måske ville jeg have brugt det gråblå garn, men det lader sig ikke ændre nu og bliver sikkert også pænt nok. 

Søndag den 30. 3. er jeg nået til det 2. ærme, men nu er strikketøjet lidt mere besværligt at arbejde med, når der skal vendes på pinden. Derfor lægger jeg det ind i en vasketøjspose og så vikler garnet sig ikke om det allerede strikkede, når der vendes.


I raglanskråningerne vendes forskelligt før omslagene. Det markerer jeg langs "venderillen" og er fri for at huske om det nu er hver - eller hver 2. maske der skal vendes ved. 


Jeg glæder mig til at strikke for- og ærmekanter ...... og det kan ikke vare længe før jeg når dertil. Undervejs har jeg hæftet ender mange steder, så jeg ikke skal bøvle med det til sidst.Den lysere bordaux stribe er vist ikke så tosset alligevel. 

Fredag den 6. april ...... FINALE og mere i mit næste blogindlæg.


mandag den 4. marts 2019

SKJUL BAGSIDEN AF FAIR ISLE BORTER


Bagsiden af Fair Isle borter i maskinstrik er ikke så smarte til hverken børn eller voksne. I håndstrik lader jeg aldrig garnskiftet gå over mere end 4 masker, før jeg snor garnet omkring hinanden og undgår de meget lange tråde. 

Jeg har eksperimenteret med at fæstne trådene ved ligesom at stoppe med en tynd tråd, - over - under - over-under skiftevis, men det var hverken effektivt eller pænt. Så fik jeg en lys ide: At strikke et stykke over borten.



Jeg brugte en tynd mohairtråd, fordi det var det eneste tynde garn i en passende farve og kvalitet. Det er vigtigt at der bruges garn, som opfører sig som det øvrige ved vask. Jeg samlede toppen af hver 2. lænke op på hver 2. nål, 2 rækker over mønstrets sidste række. Jeg strikkede på maskevidde 10



Jeg har jo måttet udvikle fremgangsmåden efterhånden og i den første sweater strikkede jeg flere rækker end der blev brug for ---- og syede maskerne på med stoppenål 2 rækker fra borten. Det blev fint nok, men var mere besværligt. Til gengæld vidste jeg nu, hvor mange rækker der var brug for at dække borten.


Efter de nødvendige rækker, blev de tilsvarende masker nedenfor borten samlet op på de masker, der allerede var belagt med den tynde tråd. Her skal de opsamlede maskelænker strikkes igennem masken på nålen. Sørg for at have tilpas vægt på. 





Når maskeløkkerne er strikket igennem, skubbes alle nåle der ikke blev strikket på i arbejde. Strik en række, skub nålene med maskeløkken helt tilbage så der dannes lange masker  til aflukning med tungenålen - Færdigt arbejde.


Sådan blev det endelige resultat: Selvom de første billeder viser noget andet, er det bedst at samle maskerne ovenover borten op først, det giver en glattere overgang ved f. eks. ærmer, selvom det måske er uden praktisk betydning. Det er klart at man skal strikke "maskeringen" før man syr ærmer og sider sammen. 

BØRNESWEATERE MED FAIR ISLE MØNSTER - MASKIN & HÅNDSTRIK



Til Brothers elektroniske strikkemaskiner følger der nogle mønstre med - ialt 555 forskellige i forskellige strikketeknikker.  Det er nok kun ca. 5 % jeg synes om og kunne finde på at omsætte til strik. Eet af dem er en bort med meget stiliserede får. Jeg nøjedes med et enkelt får.


Jeg har meget garn i mit private lager, men om jeg lige har noget, der opfylder kriterierne for vask i maskine? Der går  ca. 250 gram garn til en sweater str. 104, så det var fint at bruge af Hjertegarns Trunte, som er et blødt superwash merinogarn. Rester til kanter og nogle få rækker blomster under fårene fandt jeg i sokkegarnsresterne. Strikkeprøven gav 30 M og 38 RK på maskevidde 8 /KH 940. Det er dog nødvendigt at skrue maskevidden op på 9 ved Fair-isle strik på grund af de lange tråde mellem maskerne.  


Løst regnet giver hver strikket del 20 ender til hæftning.

Farveskiftende garn giver lidt liv til de få rækker blomster. Det samme garn (Qualitas) blev brugt til de retstrikkede kanter.  Opslag på kontrastgarn og håndstrikkede kanter (pind 2,5). 






Monteringen var det, der tog meget lang tid, men med en god lydbog i øret er det faktisk et rart håndarbejde. 


Snitmønstret til sweatrene er taget efter Designaknit str. 92 og 104. Begge havde meget små halsudskæringer, så en knapliste er på plads her. Desværre havde jeg kun 2 røde knapper, så det måtte den lidt større sweater nøjes med

Desværre er det ikke ret praktisk med lange spændtråde på bagsiden af en børnesweater og især ikke i ærmerne. På mit næste indlæg forklarer jeg, hvordan man kan strikke et ekstra stykke over de lange tråde, så de er godt gemt og man ikke bliver hængende i dem.