De kedelige strikkeprøver er overstået, selvom jeg endnu ikke har bestemt mig for farvefordelingen. Ved min røde Ballerina , nøjedes jeg med to røde nuancer fra eget lager. En lækker merino/kashmir blanding.
Jeg har prøvet mig frem med nogle farver fra mit garnlager og har strikket en prøve med de farver, der kan blive til noget. Jeg skal ramme 25 m og 50 rk. for at opfylde min opskrifts mål. På prøven har jeg startet med pind 3,5 strikket 13-14 cm og derefter skiftet til pind 3, da det så ud til at pind 3,5 var for tyk.
Min prøve er vasket, tørret og målt igen. Retstrik strækker sig i længden, når der bliver strikket et større stykke. Men hvad der bliver længere, bliver til gengæld også smallere, så min erfaring fortæller mig at 26 m i bredden, også vil være ok. Til gengæld bliver jakken en anelse længere. Til denne model har det ingen betydning. Det har det til gengæld ved en anden model: Mermaiden, hvor taljen jo nødig skulle sidde på hofterne eller under armhulen.
På billedet er nederste strik pind 3,5 øverst strik på pind 3.
Jeg har også planer om at ændre modellens forkanter en smule og gøre "overlapningen" af de to forstykker lidt mindre = lidt mindre stejl. Hvor der i opskriften vendes ved hver 2. maske, vil jeg gøre det ved hver 4. maske. Jeg har ikke fastlagt farvevalget. Om jeg vil bruge de 3 viste farver eller nøjes med bordeauxrød og sort eller bordeauxrød og grå, eller strikke den 3. farve ind et par steder, for eksempel ved overgangen til kilerne. Kommer tid, kommer råd og idé. I hvert tilfælde er der håndarbejde til et par måneder - afhængig af, hvor bidt jeg bliver af det. Det er nemlig en model, hvor man drives frem..... lige en kile mere osv.
OPTRÆVLING!
Den forreste trekant + det meste af forstykket er strikket og trævlet op igen. Det viste sig at det røde garn, Alta Moda Fine (Babyalpaka med Merinould fra Lana Grossa) strækker sig alt for meget. På banderolen er nævnt pind 5, men jeg kunne også have strikket det på pind 2. Det du'r bare ikke sammen med det blå garn. Det ses tydeligt på en ny strikkeprøve at det røde garn trækker strikket sammen. Altså nye strikkeprøver.
Strikkeprøven til venstre er strikket med pind 3,5 med det røde garn og det mørkeblå med pind 3. Hvis jeg vil bruge disse to garner sammen, må jeg altså skifte pindetykkelse for hvert garn for at få et ensartet strik. Til gengæld ved jeg nu hvilke farver jeg vil bruge. .......Troede jeg da.....
Jeg har masser af den røde Alpaka, men jeg er kommet i tvivl om der er nok at det mørkeblå maskingarn. Derfor har jeg endnu engang ombestemt mig og besluttet mig til at striberne på ærmerne skal være i en lys blågrå farve, som senere også skal afslutte forreste kanter og ærmer.
Det er nogle år siden jeg har strikket den første Ballerina - og opskriften er skrevet med små gnidrede bogstaver og ret indviklet at læse. Man skal læse meget langt frem, fordi der er ret mange ting man skal gøre SAMTIDIG. Jeg har derfor skrevet opskriften om - store bogstaver - og sådan som min hjerne kaperer den. Opskriften er ikke svær, bare man forstår den :-). Arbejdet er skredet hurtigt frem - det har jo regnet tilpas meget den sidste uge, til at det var vejr til strik og lydbog. Nu må Ballerinaen gerne tage lidt længere tid - og ryggen er jo også noget større.
Strikkeriet startet den 7.3. - i dag, 20.3. er jeg næsten nået til midt bag. Undervejs har jeg gjort mange notater, fordi jeg har ændret antallet af blå/røde striber lidt på grund af den lysere stribe, som jeg startede med. Måske ville jeg have brugt det gråblå garn, men det lader sig ikke ændre nu og bliver sikkert også pænt nok.
Søndag den 30. 3. er jeg nået til det 2. ærme, men nu er strikketøjet lidt mere besværligt at arbejde med, når der skal vendes på pinden. Derfor lægger jeg det ind i en vasketøjspose og så vikler garnet sig ikke om det allerede strikkede, når der vendes.
I raglanskråningerne vendes forskelligt før omslagene. Det markerer jeg langs "venderillen" og er fri for at huske om det nu er hver - eller hver 2. maske der skal vendes ved.
Jeg glæder mig til at strikke for- og ærmekanter ...... og det kan ikke vare længe før jeg når dertil. Undervejs har jeg hæftet ender mange steder, så jeg ikke skal bøvle med det til sidst.Den lysere bordaux stribe er vist ikke så tosset alligevel.
Fredag den 6. april ...... FINALE og mere i mit næste blogindlæg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar