mandag den 14. december 2015

SMÅ BRODEREDE JULEHJERTER - PUDE OG LØBER - NISSER PÅ SPIL


Der er ingen, der i dag tænker over at produktionstiden for ugeblade tilbage før PC'er og digitale billeder indtog medierne ofte var omkring 3 måneder. Udgivelse af julenummeret med håndarbejder var derfor planlagt til uge 42, så man kunne nå at blive færdige med broderi- strik- og syarbejder før jul. 

Det betød så også for designeren at oplæg og skitser m.v. skulle være aftalt længe før jul, sådan omkring 1. maj. Juleting skulle afleveres midt om sommeren. Det var ikke helt nemt at finde remedier som blomstrende julestjerner, gran og rigtige julelys til fotografering på den tid af året. Her måtte man virkelig tage fantasien til hjælp. Ved planlægningsmøderne på Gutenberghus var der derfor også nissehuer, brunkager og julelys på bordet midt om sommeren. Som den gamle chefredaktør for HJEMMET, Kaj Dorph Pedersen  sagde: Bare gi' den gas med alt den glimmer og lys I kan tænke Jer. Når vi kommer til bladets udgivelse og julen nærmer sig, kan det slet ikke blive nok! Og ret havde han!


Mange af mine designs kunne anvendes til forskellige ting. Blandt andet blev de populære Hama plastikperler brugt i stedet for nål og tråd. Mine to drenge tjente lommepenge ved at sætte perlerne sammen efter mine mønstre. Gæt om de er godt trætte af plastikperler nu, hvor de er voksne og den ældste selv har et barnebarn. 


Desværre har jeg ikke alle originalbroderier  i mine gemmer. Flere kasser med modeller, som lå på lager hos Højskolernes Håndarbejde er blevet væk, da HH pludselig ikke eksisterede mere - uden at jeg havde fået meddelelse om en lukning. Det er rigtig ærgerligt. Men jeg har da alle fotografier, tegninger og udklip samt en del originalbroderier tilbage. Nogle er så store at jeg ikke kan scanne dem, sådan som det er med Nisser i krans herover.









Juleophæng med lomme til ønskesedler


Et broderi der kan bruges til utallige ting, som det fremgår af billedet. Originalbroderiet er  scannet ind ovenpå bladet.

SY ET SLAG - EN GAMMEL SAG :-)



Oprydning kan tage meget længere tid end man regner med, når man falder over ting man helt havde glemt. Når jeg selv skal sige det, er der ikke ret meget håndarbejde - eller arbejde med hænderne, som jeg ikke har involveret mig i. Enten af nød eller af lyst. 

Jeg har syet mit eget tøj fra jeg var 12-13 år gammel. Dengang var det lige efter krigen - og man kunne ikke få ret mange ting, selv 10-15 år efter krigens afslutning. Min mor havde en gammel trædesymaskine og der kom jævnligt klager fra underboen, når jeg syede sent om aftenen eller tog natten til hjælp. 

Efter realeksamen kom jeg i skrædderlære, fordi jeg gerne ville være modetegner. Men det var et forfærdeligt sted, hvor jeg blev mobbet ud og de andre sypiger sad næsten på nakken af hinanden. Desuden kom kærligheden i vejen - heldigvis!


I ugebladet HJEMMET har jeg ofte designet tøj af forskellig art og har også skrevet og designet et par sybøger, som udkom som tillæg til bladet.

Slaget er syet i double face uld, et stof, der var meget moderne midt i 80'erne. Alt er syet i hånden. Sweater, hue og sjal er også eget design. Mon nogen husker pelsgarnet?

Billederne er taget På billedet agerer jeg selv fotomodel og har min konfirmationsgave, - en hvid læderkuffert i hånden. Billederne er taget af den dygtige fotograf Flemming Larsen. Vores hund Boss - et gadekryds mellem en Cocker Spaniel og Irsk Setter var med til fotooptagelserne og har åbenbart fået øje på noget i vandet.

lørdag den 12. december 2015

STAMTRÆ MED HJERTER - BRODERI


Billedet med familiens stamtræ er designet enkelt og har plads til flere generationer. Hvis man gerne vil have flere navne ved stamtræet, kan de broderes i hjerter med stikkesting under træet. Jeg har i sin tid designet træet til HENDES VERDEN og har også solgt det til BURDAS håndarbejdsblad VERENA. En fin gave til dem der interesserer sig for slægtsforskning.


Her har jeg broderet børnebørnenes navne på stamtræet. 
Hvis man ønsker at brodere flere navne ved stamtræet kan der broderes flere hjerter under træet.


Der broderes med 4 deltråde DMC i nålen og stingene er: korssting, diamantsting og stikkesting. Hvis man vil brodere med andre farver, er der kun anvendt 6 forskellige farver, 3 røde og 3 grønne.


Du er velkommen til at skrive til mig, hvis du vil købe mønstret. Se adressen i min profil



Ak ja, der var engang - hvad jeg dog ikke finder, mens jeg rydder op!
Siderne fra ugebladet HJEMMET er fra 1982.

FUGLEFODERHUS AF GAMMEL LAMPE OG BRADEPANDE

.
 Hvis man gerne vil have mange fugle i haven, må man sørge for at de har både vand og foder.Jeg nyder at se de mange forskellige fugle ved foderhusene og har mange fodringssteder,som kan ses fra de forskellige rum i huset. Ud for vinduet til mit arbejdsværelse trængte foderhuset til fornyelse. For et par år siden tømrede gemalen og jeg et foderhus af de forhåndenværende materialer. Problemet var at få lavet et pænt nyt tag.......indtil jeg fik ideen med at gå på jagt efter en udtjent lampeskærm af metal i en genbrugsbutik. Desværre var der ikke noget passende at finde, før jeg var på juleudflugt til Gråsten i sidste uge. Ved siden af Den Gamle Kro, hvor vi spiste, var der en genbrugsbutik. De havde een eneste lampe til 50 kr. - og det var lige den jeg havde ledt efter!




Det gamle foderhus faldt fra hinanden, da jeg tog det ned.


Man tager: 1 stk. lampeskærm og bradepande fra genbrug. 1 stk. tyk stolperest, 1 skrue med spændeskive og en kraftig krog. Desuden en træskive til at sætte på toppen, så "stolpen" kan skrues på. Lidt maling i passende farve.


Bradepanden er af aluminium, så der langs kanten kan bores huller for at evt. regnvand kan komme væk. Desuden har panden den nødvendige tyngde, så foderhuset ikke flyver rundt når det blæser.





Vi har mange fuglefodringssteder rundt omkring huset og jeg "bager" selv mejsekugler, som fuglene er helt vilde med. Hvis du vil se min opskrift til "gourmet fuglebolde" findes den HER



I den milde vinter, - hvis det da er vinter? - er der endnu masser af fuglemad i form af bær på buskene. De mange fugle, som normalt kommer nordfra på denne årstid, har  ikke vist sig endnu.


Jeg vil gerne se på fugle fra min seng. For at få fugle tæt ved vinduet, har vi rammet en stolpe ned i jorden, et par meter fra vinduet. Stolpen har fået boret huller til 2 tværpinde, som er stukket igennem hullerne på kryds og tværs af stolpen. Ovenpå stolpen er skruet et låg af en kasseret væglampe, mest til pynt, for jeg ved ikke, om den beskytter mod regn. Mejsekuglerne er anbragt i metalspiralerne.

tirsdag den 8. december 2015

JULEBRODERIER - FRA FOR 30-40 ÅR SIDEN

Fra mit arbejde som designer for diverse ugeblade har jeg stadigvæk mange broderier gemt godt væk i kasser, skuffer og skabe. Nu har jeg taget nogle af dem frem og de skal enten sælges eller gives væk.


Ovenstående broderi med lysestage er broderet på et lille ophæng til juleposten. I dag er der vist ikke længere brug for et specielt ophæng til julekort - måske er det blevet  lidt kedeligt med den elektroniske post.


Mange af mine design var med de røde julestjerner, kristtjørn og snebær. De tog sig altid meget flotte ud på naturfarvet hørlærred. Mange broderier blev skabt med materialer fra Højskolernes Håndarbejde. Billedet viser et udsnit af en rund blomsterkrans på en 130x130 cm stor dug,


Til dugen var der både dække- og mellemlægsservietter.





Her et udsnit af en lang festremse over det samme motiv


Jeg har aldrig syet patchwork - kun broderet noget, der ligner. Det er jo ikke alle, som kan li' det alt for julet.


Ofte kunne samme motiv bruges til forskellige broderier. Her monteret med naturfarvet hørlærred.


Samme motiv som på det lille vægbillede har jeg brugt til en lang festremse broderet med bomuldsgarn på groft vævet naturfarvet hørlærred .


Min smag går i retning af det lidt andre farver og mere enkle motiver - ikke noget med julemænd eller den slags. Her er det stjerner og hjerter i korssting - omgivet af stikkesting med sølvtråd anvendt på en festremse. Næsten alle mine festremser er sømmet op med hulsøm.




Dette design er fra Højskolernes håndarbejde - jeg har anvendt helt andre farver, som på det tidspunkt passede til vore omgivelser. Julerød er absolut no-go hos mig, hvis det er ting jeg selv skal bruge.




Der ligger meget mere i skufferne, men det må være nok juleri for i år, for selvfølgelig skulle broderierne både vaskes og stryges før fotograferingen.


mandag den 7. december 2015

KRANSEKAGER - ALTID ET HIT

Jeg kender ingen, som ikke kan li' kransekage!


Det er dejligt nemt med kransekage, fordi den kan bages flere  måneder i forvejen og gemmes i fryseren indtil den skal bruges. Herefter er det kun at glasere den med knæk-glasuren og så kan kagerne godt gemmes i nogle uger længere, hvis man ikke får spist op. 

Jeg bruger ARLA's opskrift, selvom man ved at læse kom-mentarerne godt kan komme i tvivl om hvor god opskriften egentlig er. De første kommentarer er 8 år gamle og op-skriften er siden rettet, så ingen længere kan tage fejl af de få ingredienser der skal bruges. Første gang bagte jeg et kransekagetårn ved at håndrulle pølser af dejen, som angivet i Arlas opskrift.

Det var til Trines konfirmation for 6 år siden.
Det nemmeste er at bage kransekagestykker, fordi de er nemmere at håndtere ved bordet end at slagte en kagetop, men det er knapt så festligt! Min kageopsats gør det dog lidt festligt. Man kan bage kransekager i alle mulige faconer. Til Malthes konfirmation havde jeg bagt en kajak af ovale kransekageringe.


Vej den færdige dej og del den i 4 eller 8 lige store stykker
Jeg har lavet dobbelt portion her. Altså af 1000 g marcipan.
  Med 500 g marcipan deles dejen i 4 stykker a' ca. 150 gram.



Rul dejen ud med flad hånd og ved at sprede fingrene,
så er det nemt at rulle lige stænger


Tryk stængernes top fra hver side så de bliver
trekantede og skær i passende stykker - 5-6 cm


Glat og smelt  flormelis, der hænger ved kagerne 
med fugtige fingre, så bliver de flottere!

Jeg bager ved 200 grader med over- og undervarme i min varmluftsovn. For at kagerne ikke skal blive brændte i bunden, sætter jeg en ekstra plade under pladen med kagerne. Kig til kagerne hele tiden, det går pludselig stærkt! Bagetiden er angivet til 5-8 minutter, men det synes jeg er individuelt for hver ovn.

Du kender sikkert din ovn godt. Min Miele ovn har tendens til at bage mest i højre side. Derfor undlader jeg helt at lægge kager i den side! 



Det er vigtigt at glasuren har den rette konsistens og farve. Er glasuren gullig, skal der røres mere indtil den er hvid. Glasuren skal være en smule sej, men alligevel til at sprøjte ud i en flydende bevægelse. Der er nogen der anbefaler at 
man øver sig ved at sprøjte over et kosteskaft :-)




BRODERIER - EGET DESIGN TIL HENDES VERDEN 1975


JULENS BLOMSTER I KOBBERKEDEL




Jeg havde jo i foråret skrevet at jeg ville vise alle 4 broderede billeder med de 4 årstider. Desværre glemte jeg det både i sommeren og i efteråret, så nu er vi allerede nået til jule-billedet/vinterbilledet. Hendes Verden bragte i 1975 de fire billeder som et dobbeltsidet opslag for at præsentere serien med de 4 billeder. Det var lidt svært at scanne ind uden at "midten" af bladet kan ses, men jeg har gjort mit bedste.


Når man dengang designede et broderi, var det på ternet papir,  med et væld af farveblyanter og ikke mindst barbereblad til at viske ud med. I dag ville det have været langt nemmere på en Pc, men sådan en var jo næsten ikke opfundet dengang. Jeg husker at vi havde optisk læsbare IBM skrivemaskiner med kuglehovede :-). Når jeg havde en nogenlunde fin tegning gik jeg i gang med at vælge farver - som regel DMC broderegarn. Hen ad vejen ændrede jeg altid på tegningen, hvis det var uhensigtsmæssigt med 2-3 sting i en anden farve. Tegningen blev også ændret undervejs ved syningen. Når redaktøren havde godkendt mine tegninger - eller forslag til håndarbejdet og vi var 
enige om honorar og deadline, var arbejdet godt i gang, i første omgang med skitser af de elementer, der indgår i broderiet.



Først når broderiet var færdigsyet, kunne jeg gå i gang med at tegne selve mønstret med en signatur for hver af de anvendte farver. Det var hårdt arbejde og blev gjort med sort tush og helt specielle penne - Rapidograhos, som kunne fås med pennespidser i mange størrelser.


De fire billeder blev til slut monteret med en passepartoutramme af hørlærred og sat i en guldramme. Det skulle så også beskrives og laves tegninger til. Da jeg senere blev headhuntet til ugebladet HJEMMET, kom jeg også til at stå for layout til fotografierne sammen med en profi-fotograf. Det var sjovt, men også hårdt at skaffe alle remedierne til fotoopstillingerne.