lørdag den 12. december 2015

FUGLEFODERHUS AF GAMMEL LAMPE OG BRADEPANDE

.
 Hvis man gerne vil have mange fugle i haven, må man sørge for at de har både vand og foder.Jeg nyder at se de mange forskellige fugle ved foderhusene og har mange fodringssteder,som kan ses fra de forskellige rum i huset. Ud for vinduet til mit arbejdsværelse trængte foderhuset til fornyelse. For et par år siden tømrede gemalen og jeg et foderhus af de forhåndenværende materialer. Problemet var at få lavet et pænt nyt tag.......indtil jeg fik ideen med at gå på jagt efter en udtjent lampeskærm af metal i en genbrugsbutik. Desværre var der ikke noget passende at finde, før jeg var på juleudflugt til Gråsten i sidste uge. Ved siden af Den Gamle Kro, hvor vi spiste, var der en genbrugsbutik. De havde een eneste lampe til 50 kr. - og det var lige den jeg havde ledt efter!




Det gamle foderhus faldt fra hinanden, da jeg tog det ned.


Man tager: 1 stk. lampeskærm og bradepande fra genbrug. 1 stk. tyk stolperest, 1 skrue med spændeskive og en kraftig krog. Desuden en træskive til at sætte på toppen, så "stolpen" kan skrues på. Lidt maling i passende farve.


Bradepanden er af aluminium, så der langs kanten kan bores huller for at evt. regnvand kan komme væk. Desuden har panden den nødvendige tyngde, så foderhuset ikke flyver rundt når det blæser.





Vi har mange fuglefodringssteder rundt omkring huset og jeg "bager" selv mejsekugler, som fuglene er helt vilde med. Hvis du vil se min opskrift til "gourmet fuglebolde" findes den HER



I den milde vinter, - hvis det da er vinter? - er der endnu masser af fuglemad i form af bær på buskene. De mange fugle, som normalt kommer nordfra på denne årstid, har  ikke vist sig endnu.


Jeg vil gerne se på fugle fra min seng. For at få fugle tæt ved vinduet, har vi rammet en stolpe ned i jorden, et par meter fra vinduet. Stolpen har fået boret huller til 2 tværpinde, som er stukket igennem hullerne på kryds og tværs af stolpen. Ovenpå stolpen er skruet et låg af en kasseret væglampe, mest til pynt, for jeg ved ikke, om den beskytter mod regn. Mejsekuglerne er anbragt i metalspiralerne.

Ingen kommentarer: