mandag den 19. oktober 2015

BABYKJOLER OG SMÅ SKO

Det er ikke spor sjovt uden et håndarbejde - Jeg du'r bare ikke til at sidde med hænderne i skødet. Maskinstrik har jeg ikke lyst til i øjeblikket. Det kræver mange forberedelser. Så derfor faldt jeg over Annette Danielsens strikkebog "STRIK TIL SMÅFOLK" på biblioteket. Jeg må også bekende, at jeg aldrig - eller så godt som aldrig køber strikkebøger, fordi jeg ikke kan finde ud af at strikke efter en opskrift. Men: Nu ville jeg altså prøve at følge en opskrift til punkt og prikke.


Jeg har ikke strikket med garnet fra opskriften, men et tilsvarende "jumpergarn" - som det hed i gamle dage. I dag kalder vi det sokkegarn. Strikkefastheden var dog overholdt. Om jeg har trevlet op? Mindst 4 gange og strikkeriet så i det hele taget "herrens" ud . Nu er jeg jo ingen novice udi strikkekunsten, så for mig var det helt klart, hvorfor strikningen hos mig og på billedet i strikkebogen var meget ujævn.
I opskriften står der at man på begge sider af "bladet" skal tage 1 maske ud ved at strikke den op fra lænken på foregående pind. Det er jo klart at det så skal blive ujævnt, når man tager garnlængde til 2 masker fra de bestående masker. Jeg ændrede opskriften så jeg lavede et omslag i stedet for at samle en lænke op til den nye maske. Det blev straks bedre.
Endelig flaner ærmekanterne også en del, så de fik en hæklet kant.



Et par voksenbøjler blev kortet af til børnebøjler, malet hvide og betrukket med en lang strimmel retstrikket i bomuldsgarn og hæklet sammen med fastmasker langs undersiden af bøjlen - før de blev trukket på bøjlen. Betrækket forhindrer glat tøj i at rutsje af bøjlen. Det brugte man meget tidligere, inden plastbelagte bøjler blev opfundet.


Jeg brugte knap 100 gram til kjolen, så der var lige en rest til striber på de små sko.


I min frustration over at det strikkede ikke blev så pænt strikket, som jeg ellers kan strikke, forsøgte jeg først at strikke sådan som jeg kunne finde ud af - uden opskrift. Det er jeg faktisk meget bedre til. Den første kjole jeg strikkede afviger derfor fra opskriften ved at bærestykket er længere, har et par retriller mellem nogle glatte striber, har ærmegabsafslutninger med retriller og er iøvrigt glatstrikket på nederdelen. 



Små passende sko med en hæklet blomst over sammensyningerne 

2 kommentarer:

Garnløkken sagde ...

Det er da strikket rigtig pænt.

Ellafanta sagde ...

Søde ting du har lavet