onsdag den 27. februar 2008

Vore klenodier




En næsten 200 år gammel drejet træskål

Denne søde lille skål er bedårende i både facon og farve. Jeg reddede den fra kakkelovnen efter tipoldemor Agnes død. Skålen har da også en revne, men mig fortæller den en lang historie. Det er nemlig en skål, som blev brugt til at lægge garnnøglet i mens man strikkede. Dengang var gulvene enten lerstampede eller strøet med sand. Ak ja, svundne tider.


Skrøbelig og skøn

Et smykkeskrin med intarsia - af fugleøjetræ.

Skrinet stammer fra min gemals familie og er snedkereret af en onkel. Oprindelig havde det et lille sort lakeret drejet ben i hvert hjørne. Så jeg har nok skamferet skrinet ved at tage benene af, men jeg har da gemt dem. I dette skrin gemmer vi vores smukkeste sten fra fælles ferier og børnebørnene kigger meget ofte i det og husker sagtens, hvor stenene er fundet og af hvem. Lasse har bedt om at måtte "arve" det.

En kærestegave
Denne lille æske er en kærestegave fra gemalens bedstefar (faldet ved Somme, Frankrig i 1916) til bedstemor Agnes (født i 1879). Alle dele er sirligt savet ud med løvsav monteret på en gammel symaskine. Desværre er den søde inskription næsten ulæselig i dag. Æsken var foret med stof da jeg fik den, så det vil jeg se at få gjort igen. Den er i daglig brug i vores entré.
En meget gammel og simpel sparegris fra tipoldeforældrenes barndom

Min barndoms "trælse" tik-tak lyd

Som 3-årig i blev jeg i 1943 sendt til Danmark til opfedning hos nogle rare barnløse mennesker, som var hotelejere i den lille stationsby Tofterup. Da hjemmet efter den sidstes død blev opløst, bad jeg om at få dette ur, hvilket vakte megen morskab blandt familien, som nok troede at jeg ønskede mig mere værdifulde ting. Men nej, der er knyttet mange timers venten til dette ur, hvis høje tik-takken syntes uendelige for en lille pige, som måtte være stille i " æ mejelaw" (middagstimen, hvor der var tid til et lille hvil). Om aftenen blev uret taget ned fra krogen i køkkenet, trukket op med en stor nøgle og taget med op i sovekammeret. Det var husets eneste vækkeur! Og sikke det kunne - og stadigvæk kan larme. Uret fungerer præcist som for snart 65 år siden. Det er sjældent jeg trækker det op, men når jeg gør det, bliver jeg en lille pige igen.


Fedtefadet stammer også fra Tofterup Hotel, hvor det blev brugt til stegefedt.


2 kommentarer:

Fríða sagde ...

sikke dejlige, smukke gamle ting, med masser af historie. jeg er også lidt svag for sådan noget, bor selv i et 120 år gammelt hus og her er mange gamle ting vi har reddet fra diverse steder.
kh.fra Island
Frida

anjoe sagde ...

Med sådanne historier bag er tingene mere værd end guld. Man skal gemme arvegods, når det ligesom taler til en, og det gør Jeres ting ;-)