Der blev også futtet af hos os nytårsaften, dog kun på strikkemaskinen og pindene.-Men varme blev de også - mandens nye angorafutter til sofabrug. Futterne blev strikket på grovstrikkeren, vasket sammen med cowboybukser på 60 grader - og da det ikke filtede ret meget på 50%angora 50 % polyamid-garnet, kom de også en tur i tørretumbleren i dag. Det fik dem til at krybe ca. 10 %. - mest i længden - altså antal strikkede pinde/rækker. Det synes jeg er helt utroligt. Normalt bliver angoragarn til en gevaldig klump under armene bare man sveder lidt. Nu tør jeg godt anbefale at den strikkede bolero til Cecilie bliver vasket i maskinen ved 40 grader.
Jeg har ikke prøvet at filte før - i hvert fald ikke med vilje :-). Men for at kunne regne en filte-krympe-procent ud, har jeg strikket en prøve, indrammet 10 x 10 cm med nogle sting. Efter at have noteret antal masker og pinde på 10 cm, har jeg vasket ved 60 grader og tørretumblet bagefter. Mit garn krøb kun ca. 10 % max. Men angoragarnet foldede sig smukt ud med en meget lækker luv. Nu overvejer jeg at strikke ballerinaen i lys - og mørkegråt angoragarn. Det er de to eneste farver jeg har så meget af, at jeg også sælger af det. Kathe Lewis har også noget af det på mit fjernlager hos hende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar