tirsdag den 26. februar 2019

MOHAIRSWEATER MED HULMØNSTERBORT PÅ GROVSTRIKKER



Jeg har i over 30 år haft et billede med et hulmønster liggende i mine gemmer. Meningen var at jeg ville omsætte mønstret til grovstrikkeren (Brother KH 230). I dag har jeg en KH 260 uden ribapparat. Jeg kunne strikke mønstret efter i håndstrik, men at omsætte til maskinen måtte jeg opgive. Det var før Designaknit havde et Lace modul. Ved min store oprydning sidste år stødte jeg igen på mønstret og tog udfordringen op. Denne gang med god hjælp fra DAK.



Billede 1 viser min maskinstrikkede prøve.  Billede 2 - en håndstrikket prøve efter samme mønster, som trods samme mønster falder lidt anderledes ud. Billede 3 og 4  viser e af mine forsøg på at "greje" mønstret for de mange år siden.

Det billede jeg havde af mønstret var fortløbende, sådan at mønstret fortsatte i både bredde og højde. Jeg har tegnet begge dele, men på grovstrikkeren ville jeg gerne nøjes med en bort midtpå. Derfor tegnede jeg også mønstret som en lodret bort.



Jeg fik strikket et godt stykke op, da jeg af en eller anden grund løb sur i det og måtte se at der var en fejl på mit strikketøj. Altså trævle op...... ikke bare een eller to gange, men også så meget at jeg måtte tage strikketøjet af maskinen og på en strikkepind, for igen at gøre en fejl. Det varede noget før det gik op for mig at jeg startede "fletningen" forkert 2 gange efter hinanden. Det skulle ikke ske igen, så jeg besluttede mig for at gribe sagen an på en ny måde.

Grovstrikkeren har ingen hulslæde, så mønstret må laves manuelt. Først strikkede jeg interaktivt som om der var hulslæde til maskinen. Blev dog hurtigt træt af at høre på "change carriage" efter 12 rækkers flytning med hulslæden for hver 2. række med "main carriage". Uden lyd var det stadigvæk træls at skulle flytte 12 rækker op med musen efter hver strikket række. Når man strikker interaktivt efter håndstrikkemetoden er der en anden tricky ting: Håndstrik betyder at man ikke længere kan regne med nålenes numre, fordi man ved håndstrik først strikker masker sammen og derefter hullet, når der som ved dette mønster er 2 masker mellem sammenstrikning og hul. Derfor satte jeg kun borten ind med de 31 masker og fyldte siderne ud med de 33 masker i hver side, sådan som mit snitmønster anviste og fulgte så snitmønstret fra et print. Ny taktik:

Jeg skiftede til håndstrik interaktivt og malede mine Lace symboler over med en farve. Blå for flytning med 3 dækker mod venstre og orange for flytning mod højre. Midterstriben blev malet gul. Men det, der gjorde det nemmest, var en markering af nålene på nålesengen for hver fletnings begyndelse. Herefter var det kun at scrolle 2 rk. op. ......... Af skade bliver man klog :-)



Mønstret går over 31 masker. Midtermasken er maske 16


For at undgå at bøvle med hulmønstret langs halsudskæringen havde jeg planlagt at slutte lige over til firkantet halsudskæring. Den resterende raglanskråning strikket lige op mod halsen. 




Jeg besluttede mig først til retstrikkede kanter efter at jeg havde strikket de store dele. Jeg har aldrig brudt mig om at have ribapparat på min grovstrikker og når jeg ikke laver en dobbelt kant, strikker jeg borter i hånden, meget ofte retriller.

Nu, hvor jeg har fundet fidusen, bliver det bestemt ikke den sidste fletbort jeg strikker på grovstrikkeren. Jeg ser også frem til at strikke mønstret på et helt forstykke på KH 940. Det kan jo gøres med hulslæden, selvom der er 12 rækker hulslæde for hver 2 rækker med strikkeslæden.

Ingen kommentarer: