mandag den 7. december 2015

BRODERIER - EGET DESIGN TIL HENDES VERDEN 1975


JULENS BLOMSTER I KOBBERKEDEL




Jeg havde jo i foråret skrevet at jeg ville vise alle 4 broderede billeder med de 4 årstider. Desværre glemte jeg det både i sommeren og i efteråret, så nu er vi allerede nået til jule-billedet/vinterbilledet. Hendes Verden bragte i 1975 de fire billeder som et dobbeltsidet opslag for at præsentere serien med de 4 billeder. Det var lidt svært at scanne ind uden at "midten" af bladet kan ses, men jeg har gjort mit bedste.


Når man dengang designede et broderi, var det på ternet papir,  med et væld af farveblyanter og ikke mindst barbereblad til at viske ud med. I dag ville det have været langt nemmere på en Pc, men sådan en var jo næsten ikke opfundet dengang. Jeg husker at vi havde optisk læsbare IBM skrivemaskiner med kuglehovede :-). Når jeg havde en nogenlunde fin tegning gik jeg i gang med at vælge farver - som regel DMC broderegarn. Hen ad vejen ændrede jeg altid på tegningen, hvis det var uhensigtsmæssigt med 2-3 sting i en anden farve. Tegningen blev også ændret undervejs ved syningen. Når redaktøren havde godkendt mine tegninger - eller forslag til håndarbejdet og vi var 
enige om honorar og deadline, var arbejdet godt i gang, i første omgang med skitser af de elementer, der indgår i broderiet.



Først når broderiet var færdigsyet, kunne jeg gå i gang med at tegne selve mønstret med en signatur for hver af de anvendte farver. Det var hårdt arbejde og blev gjort med sort tush og helt specielle penne - Rapidograhos, som kunne fås med pennespidser i mange størrelser.


De fire billeder blev til slut monteret med en passepartoutramme af hørlærred og sat i en guldramme. Det skulle så også beskrives og laves tegninger til. Da jeg senere blev headhuntet til ugebladet HJEMMET, kom jeg også til at stå for layout til fotografierne sammen med en profi-fotograf. Det var sjovt, men også hårdt at skaffe alle remedierne til fotoopstillingerne. 









1 kommentar:

Ellafanta sagde ...

Sikke et arbejde det har været. Spændende læsning