tirsdag den 8. oktober 2019

SACHERTORTE EFTER METTE BLOMSTERBERGS OPSKRIFT


Jeg glemte i kampens hede at tage billede af de to færdige Sachertorter, selvom de blev bagt 2 dage i forvejen. Nu må I nøjes med et billede af den ene halvt spiste kage. Ganachen blev så flot og blank, men da den skulle stå udenfor køleskabet, måtte den overdækkes. Derfor sveder navnetrækket en smule i dag, hvor jeg nåede at tage et par billeder. 

Lagkagerne er bagt efter Mette Blomsterbergs opskrift fra Den store Bagedyst. Det tager lidt tid at bage kagerne og der indgår mange dyre ingredienser. Jeg havde hørt så meget om denne berømte Wiener Sachertorte at jeg gerne ville prøve at bage den til min fødselsdag, hvor vi blev 14 gæster. 

For ikke at lave ulykker med ganachen, brugte jeg mit stegetermometer og det gik fint. Jeg bager ikke så meget, så mine remedier til bagning er ret beskedne.



Kagen skæres i to lag og mellem lagene fyldes abrikosmarmeladen, som tilberedes af tørrede abrikoser. Jeg havde også noget marmelade til at smøre på toppen - under ganachen. Desværre nævner opskriften ikke noget om at kagen SKAL serveres med usødet flødeskum. Chokoladesmagen er ret så kraftig og trænger til lidt mild flødeskum. 


Jeg havde øvet mig på at skrive SACHER med chokolade. Først på et stykke plastik med chokoladen i en plastikpose med hul i det ene hjørne. Efter en tur i køleskabet, knækkede skriften mange gange, da jeg ville tage den af  - indtil jeg tog modet til mig og skrev direkte på kagen ..... og se, det kunne jeg godt! - meget stolt!


OMREGNING AF KAGEDEJ TIL DIN KAGEFORM


Springforme findes i mange forskellige størrelser, så det er ikke ligemeget i hvilken størrelse form man bager sin dej efter en opskrift. Desværre glemmer nogle at nævne kageformens størrelse i deres opskrifter og så kan man ikke være sikker på resultatet. Bagetiden er også meget afhængig af formens størrelse. 

Jeg har på nettet fundet en god vejledning til omregning af  ingredienser så de passer til den form man vil benytte. Mine to springforme har en diameter på 21 cm og en anden form måler 26 cm Ø. De to små forme passer fint til 14-16 personers kage. 


Eksempel fra  en 24 cm Ø bageform omregnet til mine bageforme på 21 cm Ø

Areal 24 cm Ø bageform : Radius x radius gange π (pi=3,14)
Udregning: 12x12x 3,14 = 452,16

Areal 21cm Ø bageform:
Udregning: 10,5x10,5x3,14 = 346,185

21 cm form areal 346,185 divideret med 24 cm form areal 452,16 = 0,76

Det betyder at de angivne vægtenheder for 24 cm formen skal divideres med 0,76 for at forholdet af ingredienserne passer til den mindre 21 cm form.

Jeg har bagt 2 stk Sachertorter, der i originalopskriften var bagt i 24 cm Ø springform. Nedenfor kan du se omregningerne til mine 21 cm Ø springforme.


Opskrift til 24 cm form:     Opskrift til 21 cm form:

7 æg – stuetemperatur        7 x 0,76 = 5,25
175 g ren  rå marcipan        175 x 0,76 = 133 gram
100 gram mørk chokol.       100 x 0,76 =   76 gram
150 gram sukker                 150 x 0,76 = 114 gram
100 gram hvedemel            100 x 0,76 =   76 gram
30 gram god kakao               30 x 0,76 =   23 gram               
1 tsk bagepulver                   0,75 tsk

200 gram abrikoser             200 x 0,76  = 152 gram              
100 gram sukker                 100 x 0,76  =   76 gram
400 gram 56 % chokolade   400 x 0,76  = 304 gram    
3 dl vand                             3 x 0,76     2,28 dl             
4 dl piskefløde                    4 x 0,76     = 3,04 dl

Se kagerne og linket til Mette Blomsterbergs Sachertærte i næste indlæg.

Til 2 forme er det så bare at gange ingredienserne med 2.
              







PÆRETÆRTE


Til festlige lejligheder er det fint at bage selv - især når det lykkes - og jeg har været heldig med denne skønne pæretærte, som jeg har fundet på Valdemarsro hjemmesiden 

Jeg  ændrede lidt på opskriften. Mandelmelet blev erstattet med 150 gram ren rå marcipan og chokoladen blev undladt, fordi jeg også ville bage Sacher lagkager, som er rene chokoladelagkager.
Bagt 2 stk efter opskriften i 2  springforme med 21 cm i Ø.

Mørdejen lægges i 4 l  plasticpose og rulles ud til ca. ½ cm tykkelse i næsten hele posens længde.  Lægges i køleskab mindst 30 minutter.

Læg bagepapir i bunden af springformen. Læg papiret over bunden og klem randen fast over bunden. Tag 1 pose dej ud af gangen . Skær posen op og placer et firkantet stykke over bunden. Smør formens sider – med rapsolie – lap med den resterende dej, skær det i strimler til kanten. Kanten bliver ca. 4 cm høj. Den resterende dej rulles til små pølser og sættes overst på kanten. Pres lidt ned i mønster med gaffel eller teske.

Jeg ville have lagt pærerne i et mønster med hele pærer, men måtte bruge forskellige slags pærer, så de blev snittet i passende stykker og fordelt tæt over bunden, først i cirkelmønster langs randen og til sidst opfyldning af midten. Der medgik 5-6 modne pærer. Bryder mig ikke om dåsepærer.

Mandelcremens mandelmel blev erstattet med 150 gram marcipan. Ellers som anvisning i opskriften, jeg har dog udeladt chokoladen fordi der også skulle serveres Sachertorte.

Det gik fint med 2 forme i ovnen på een bageplade,  men flyt lidt rundt med dem – og sæt en bageplade over, hvis de bliver for brune inden de er færdigbagte.

Rigtig gode kager, hvortil der blev serveret creme rørt af 1/3 Oetkers Vanillecreme, 1/3 creme Fraiche 18 % og 1/3 flødeskum. Evt. lidt citron, afhængig af hvor meget smag der er 


Tærterne blev bagt 2 dage før og vil også kunne fryses.




Pæretærten bliver et hit herhjemme - og jeg tænker næsten at den bliver god med andre frugter også, men pærer og marcipan klæder hinanden virkelig godt. Mørdejsbunden er også rigtig lækker.

mandag den 9. september 2019

JORDBÆRLAGKAGE MED VANILLECREME OG JORDBÆRMOUSSE


Det er længe siden jeg har haft gang i et håndarbejde. Om sommeren er der rigeligt med arbejde i vores store have www.strikingeshave.blogspot.com. Men en lagkage på opfordring er jo også lidt udfordring, når man ellers ikke er den store bagermester. 


Jeg bagte bundene efter en opskrift, som jeg fandt her http://frauputz.blogspot.com/2009/08/verdens-letteste-lagkagebunde.html. Det er en rigtig fin opskrift, og så kan man tilmed fryse bundene. 

Vanillecreme efter Blomsterbergs https://annetteskager.com/blomsterbergs-kogte-vanilje-creme/

og opskrift til jordbærmousse fra denne side http://blomsterkager.dk/2019/01/jordbaermousse/

I moussen er brugt dybfrosne egne jordbær og friske jordbær til pynt. Ovenpå jordbærmussen har jeg lagt tynde skiver jordbær, som blev overtrukket med gelé. 

Når man ikke er den store bagemester, må man klare sig med de remedier man har i husholdningen, men jeg mangler helt klart nogle plastikstrimler for at få pæne kanter. Heldigvis havde jeg springforme i 24 og 26 cm. Jeg prøvede iøvrigt at komme en smule koldcreme pulver i mit flødeskum så  piskefløden bedre kunne holde formen. Måske brugte jeg for lidt, måske ville mere have ødelagt piskefløden. Man kan kun blive klogere ved at prøve sig frem..... men hvor ofte har man brug for en lagkage? 


lørdag den 6. april 2019

BALLERINA 2 - strikket på 30 dage


Jeg havde ikke regnet med at blive færdig så hurtig, men med ene retstrik og inddeling i etaper, tog det præcis 1 måned at strikke jakken. 
På baggrund af mine erfaringer med de første Ballerinaer jeg har strikket, har jeg ved denne lavet flere ændringer og var spændt på det færdige resutat. Ene retstrik ændrer faconen i et større stykke. Det bliver lidt længere - og til gengæld lidt smallere. Hanna Falkenbergs originale model er strikket med Originalgarnet Shetlandsuld, som trods sin fylde er let, så det dur ikke at strikke med alt for tungt garn. Almindeligt 4 trådet strømpegarn vil være for tungt. 

Alle benyttede garner er fra mit lager. Det bordeaux farvede er strikket  med Lana Grossa Alta Moda Fine (Baby Alpaka, 25 gram ca. 160 meter) . Garnet er kædespundet og i mine øjne giver kædespundne garner ikke noget kønt maskebillede. På banderolen er nævnt pinde nr. 5, men det kan sagtens strikkes med pinde 2,5. Der er alt for meget stræk i garnet. Jeg har planlagt en ny sweater (KUMULUS) med resten af mit garn og strikkeprøven viser at 18,5 m og 25, 5 pinde i glatstrik på maskevidde 4 på grovstrikkemaskinen giver 10x10 cm, så nogen egentlig passende strikkeprøve er svær at finde.'

Det blå garn er Merino maskingarn - som jeg desværre havde vundet op med 5 tråde. 4 tråde ville have været bedre og jeg ville have været fri for at skifte pindestørrelse mellem blå og rød. 

Oprindelig var det ikke meningen at bruge det lysegrå garn, men på et tidspunkt kom jeg i tvivl om der ville være nok af af det blå garn også til alle kanter.. Nu er jeg glad for denne tvivl og synes at det virker friskt sammen med de mørke farver. Det grå garn er også maskingarn - Merino 4 tråde. Læg mærke til, hvor fint maskebillede maskingarnet giver i forhold til det kædespundne røde garn.

Den første Ballerina strikkede jeg af originalgarnet fra Hanne Falkenberg. Den kradsede for meget og er foræret væk for længe siden. Jeg har lavet en del ændringer på modellen. Jeg ville ikke have så stort overlap på forstykkerne og hele modellen 5 cm længere. Jeg har korte arme, så jeg fortsatte udtagningerne med 2 masker indtil 52 masker i stedet for at slå flere masker op. Det er her man på nettet kan se Ballerinaer med alt for lange ærmer.  Det så lidt kort ud da jeg var færdig, men efter vask er det perfekt længde. Netop i ærmerne giver retstrikket sig meget. 

Jeg var utilfreds med I-corden langs de nederste kanter, så det endte med at jeg syede sidste maske op. Flere strikkere på nettet har ikke brudt sig om den måde HF strikker I-corden. Jeg glemte helt at bruge min egen måde, som går over 3 masker, men det var svært at ændre midt i strikkeriet.  At læse opskrifter andre har skrevet er svært for mig, så det varede længe inden jeg fattede " Når der skiftes stribefarve i begyndelsen af pinden på retsiden, tag altid den "nye" farve op på fingeren til højre for den "gamle" farve" ....... Hm......Den der med fingeren kaperede jeg simpelthen ikke, men sådan skal det gøres:



Jeg ville have skrevet: Læg den "gamle" farve foran og tag den "nye farve" op bag denne. 

Jakken er jo en del tungere bagpå end foran og har tendens til at glide bagud. Derfor har jeg taget masker ind mellem ærmer (ikke forkanter) - ad 2 gange -, faktisk dobbelt så mange som angivet i opskriften. Hele jakken hænger jo i de masker, som tages op til forkanter og nakkekanter. Derfor strikker jeg masker op langs den indvendige side i forkantens masker mellem ærmerne. Jeg strikker 3 pinde glat og lukker af med garn i en farve, der passer til ryggens farver. Kanten syes fast. Det giver en fast kant med en flot finish 





Flot finish og en meget stabil kant langs halsudskæringen.

FINALE - OG NU ER DER DØMT HAVEARBEJDE

torsdag den 7. marts 2019

BALLERINA 2 - BORDEAUX/MARINE/GRÅ

Nu skal jeg i gang med et længerevarende strikketøj - håndstrik i lænestolen med lydbog i øret. Jeg har haft så fint brug for min røde Ballerina af Hanne Falkenberg, at jeg vover mig ud i endnu en - med garn fra lageret.

De kedelige strikkeprøver er overstået, selvom jeg endnu ikke har bestemt mig for farvefordelingen. Ved min røde Ballerina nøjedes jeg med to røde nuancer fra eget lager. En lækker merino/kashmir blanding.



 Strikkeprøver er kedelige men uundværlige for et godt resultat. Og ikke kun en strikket prøve, men prøven skal også vaskes som det færdige strik senere skal vaskes, før man kan måle, gange og dividere. Mange nybegyndere i strikningens kunst springer maskeprøven over, det kunne  jeg som dog er en ret erfaren strikker ikke drømme om at gøre. Men træls er det, når man gerne vil i gang.



Jeg har prøvet mig frem med nogle farver fra mit garnlager og har strikket en prøve med de farver, der kan blive til noget. Jeg skal ramme 25 m og 50 rk. for at opfylde min opskrifts mål. På prøven har jeg startet med pind 3,5 strikket 13-14 cm og derefter skiftet til pind 3, da det så ud til at pind 3,5 var for tyk. 

Min prøve er vasket, tørret og målt igen. Retstrik strækker sig i længden, når der bliver strikket et større stykke. Men hvad der bliver længere, bliver til gengæld også smallere, så min erfaring fortæller mig at 26 m i bredden, også vil være ok. Til gengæld bliver jakken en anelse længere. Til denne model har det ingen betydning. Det har det til gengæld ved en anden model: Mermaiden, hvor taljen jo nødig skulle sidde på hofterne eller under armhulen. 


                         

På billedet er nederste strik pind 3,5 øverst strik på pind 3. 

Jeg har også planer om at ændre modellens forkanter en smule og gøre "overlapningen" af de to forstykker lidt mindre = lidt mindre stejl. Hvor der i opskriften vendes ved hver 2. maske, vil jeg gøre det ved hver 4. maske. Jeg har ikke fastlagt farvevalget. Om jeg vil bruge de 3 viste farver eller nøjes med bordeauxrød og sort eller bordeauxrød og grå, eller strikke den 3. farve ind et par steder, for eksempel ved overgangen til kilerne. Kommer tid, kommer råd og idé. I hvert tilfælde er der håndarbejde til et par måneder - afhængig af, hvor bidt jeg bliver af det. Det er nemlig en model, hvor man drives frem..... lige en kile mere osv. 



OPTRÆVLING! 

Den forreste trekant + det meste af forstykket er strikket og trævlet op igen. Det viste sig at det røde garn, Alta Moda Fine (Babyalpaka med Merinould fra Lana Grossa) strækker sig alt for meget. På banderolen er nævnt pind 5, men jeg kunne også have strikket det på pind 2. Det du'r bare ikke sammen med det blå garn. Det ses tydeligt på en ny strikkeprøve at det røde garn trækker strikket sammen. Altså nye strikkeprøver. 


Strikkeprøven til venstre er strikket med pind 3,5 med det røde garn og det mørkeblå med pind 3. Hvis jeg vil bruge disse to garner sammen, må jeg altså skifte pindetykkelse for hvert garn for at få et ensartet strik. Til gengæld ved jeg nu hvilke farver jeg vil bruge. .......Troede jeg da.....

Jeg har masser af den røde Alpaka, men jeg er kommet i tvivl om der er nok at det mørkeblå maskingarn. Derfor har jeg endnu engang ombestemt mig og besluttet mig til at striberne på ærmerne skal være i en lys blågrå farve, som senere også skal afslutte forreste kanter og ærmer. 



Det er nogle år siden jeg har strikket den første Ballerina - og opskriften er skrevet med små gnidrede bogstaver og ret indviklet at læse. Man skal læse meget langt frem, fordi der er ret mange ting man skal gøre SAMTIDIG. Jeg har derfor skrevet opskriften om - store bogstaver - og sådan som min hjerne kaperer den. Opskriften er ikke svær, bare man forstår den :-). Arbejdet er skredet hurtigt frem - det har jo regnet tilpas meget den sidste uge, til at det var vejr til strik og lydbog. Nu må Ballerinaen gerne tage lidt længere tid - og ryggen er jo også noget større.


Strikkeriet startet den 7.3. - i dag, 20.3. er jeg næsten nået til midt bag. Undervejs har jeg gjort mange notater, fordi jeg har ændret antallet af blå/røde striber lidt på grund af den lysere stribe, som jeg startede med. Måske ville jeg have brugt det gråblå garn, men det lader sig ikke ændre nu og bliver sikkert også pænt nok. 

Søndag den 30. 3. er jeg nået til det 2. ærme, men nu er strikketøjet lidt mere besværligt at arbejde med, når der skal vendes på pinden. Derfor lægger jeg det ind i en vasketøjspose og så vikler garnet sig ikke om det allerede strikkede, når der vendes.


I raglanskråningerne vendes forskelligt før omslagene. Det markerer jeg langs "venderillen" og er fri for at huske om det nu er hver - eller hver 2. maske der skal vendes ved. 


Jeg glæder mig til at strikke for- og ærmekanter ...... og det kan ikke vare længe før jeg når dertil. Undervejs har jeg hæftet ender mange steder, så jeg ikke skal bøvle med det til sidst.Den lysere bordaux stribe er vist ikke så tosset alligevel. 

Fredag den 6. april ...... FINALE og mere i mit næste blogindlæg.


mandag den 4. marts 2019

SKJUL BAGSIDEN AF FAIR ISLE BORTER


Bagsiden af Fair Isle borter i maskinstrik er ikke så smarte til hverken børn eller voksne. I håndstrik lader jeg aldrig garnskiftet gå over mere end 4 masker, før jeg snor garnet omkring hinanden og undgår de meget lange tråde. 

Jeg har eksperimenteret med at fæstne trådene ved ligesom at stoppe med en tynd tråd, - over - under - over-under skiftevis, men det var hverken effektivt eller pænt. Så fik jeg en lys ide: At strikke et stykke over borten.



Jeg brugte en tynd mohairtråd, fordi det var det eneste tynde garn i en passende farve og kvalitet. Det er vigtigt at der bruges garn, som opfører sig som det øvrige ved vask. Jeg samlede toppen af hver 2. lænke op på hver 2. nål, 2 rækker over mønstrets sidste række. Jeg strikkede på maskevidde 10



Jeg har jo måttet udvikle fremgangsmåden efterhånden og i den første sweater strikkede jeg flere rækker end der blev brug for ---- og syede maskerne på med stoppenål 2 rækker fra borten. Det blev fint nok, men var mere besværligt. Til gengæld vidste jeg nu, hvor mange rækker der var brug for at dække borten.


Efter de nødvendige rækker, blev de tilsvarende masker nedenfor borten samlet op på de masker, der allerede var belagt med den tynde tråd. Her skal de opsamlede maskelænker strikkes igennem masken på nålen. Sørg for at have tilpas vægt på. 





Når maskeløkkerne er strikket igennem, skubbes alle nåle der ikke blev strikket på i arbejde. Strik en række, skub nålene med maskeløkken helt tilbage så der dannes lange masker  til aflukning med tungenålen - Færdigt arbejde.


Sådan blev det endelige resultat: Selvom de første billeder viser noget andet, er det bedst at samle maskerne ovenover borten op først, det giver en glattere overgang ved f. eks. ærmer, selvom det måske er uden praktisk betydning. Det er klart at man skal strikke "maskeringen" før man syr ærmer og sider sammen. 

BØRNESWEATERE MED FAIR ISLE MØNSTER - MASKIN & HÅNDSTRIK



Til Brothers elektroniske strikkemaskiner følger der nogle mønstre med - ialt 555 forskellige i forskellige strikketeknikker.  Det er nok kun ca. 5 % jeg synes om og kunne finde på at omsætte til strik. Eet af dem er en bort med meget stiliserede får. Jeg nøjedes med et enkelt får.


Jeg har meget garn i mit private lager, men om jeg lige har noget, der opfylder kriterierne for vask i maskine? Der går  ca. 250 gram garn til en sweater str. 104, så det var fint at bruge af Hjertegarns Trunte, som er et blødt superwash merinogarn. Rester til kanter og nogle få rækker blomster under fårene fandt jeg i sokkegarnsresterne. Strikkeprøven gav 30 M og 38 RK på maskevidde 8 /KH 940. Det er dog nødvendigt at skrue maskevidden op på 9 ved Fair-isle strik på grund af de lange tråde mellem maskerne.  


Løst regnet giver hver strikket del 20 ender til hæftning.

Farveskiftende garn giver lidt liv til de få rækker blomster. Det samme garn (Qualitas) blev brugt til de retstrikkede kanter.  Opslag på kontrastgarn og håndstrikkede kanter (pind 2,5). 






Monteringen var det, der tog meget lang tid, men med en god lydbog i øret er det faktisk et rart håndarbejde. 


Snitmønstret til sweatrene er taget efter Designaknit str. 92 og 104. Begge havde meget små halsudskæringer, så en knapliste er på plads her. Desværre havde jeg kun 2 røde knapper, så det måtte den lidt større sweater nøjes med

Desværre er det ikke ret praktisk med lange spændtråde på bagsiden af en børnesweater og især ikke i ærmerne. På mit næste indlæg forklarer jeg, hvordan man kan strikke et ekstra stykke over de lange tråde, så de er godt gemt og man ikke bliver hængende i dem.

tirsdag den 26. februar 2019

MOHAIRSWEATER MED HULMØNSTERBORT PÅ GROVSTRIKKER



Jeg har i over 30 år haft et billede med et hulmønster liggende i mine gemmer. Meningen var at jeg ville omsætte mønstret til grovstrikkeren (Brother KH 230). I dag har jeg en KH 260 uden ribapparat. Jeg kunne strikke mønstret efter i håndstrik, men at omsætte til maskinen måtte jeg opgive. Det var før Designaknit havde et Lace modul. Ved min store oprydning sidste år stødte jeg igen på mønstret og tog udfordringen op. Denne gang med god hjælp fra DAK.



Billede 1 viser min maskinstrikkede prøve.  Billede 2 - en håndstrikket prøve efter samme mønster, som trods samme mønster falder lidt anderledes ud. Billede 3 og 4  viser e af mine forsøg på at "greje" mønstret for de mange år siden.

Det billede jeg havde af mønstret var fortløbende, sådan at mønstret fortsatte i både bredde og højde. Jeg har tegnet begge dele, men på grovstrikkeren ville jeg gerne nøjes med en bort midtpå. Derfor tegnede jeg også mønstret som en lodret bort.



Jeg fik strikket et godt stykke op, da jeg af en eller anden grund løb sur i det og måtte se at der var en fejl på mit strikketøj. Altså trævle op...... ikke bare een eller to gange, men også så meget at jeg måtte tage strikketøjet af maskinen og på en strikkepind, for igen at gøre en fejl. Det varede noget før det gik op for mig at jeg startede "fletningen" forkert 2 gange efter hinanden. Det skulle ikke ske igen, så jeg besluttede mig for at gribe sagen an på en ny måde.

Grovstrikkeren har ingen hulslæde, så mønstret må laves manuelt. Først strikkede jeg interaktivt som om der var hulslæde til maskinen. Blev dog hurtigt træt af at høre på "change carriage" efter 12 rækkers flytning med hulslæden for hver 2. række med "main carriage". Uden lyd var det stadigvæk træls at skulle flytte 12 rækker op med musen efter hver strikket række. Når man strikker interaktivt efter håndstrikkemetoden er der en anden tricky ting: Håndstrik betyder at man ikke længere kan regne med nålenes numre, fordi man ved håndstrik først strikker masker sammen og derefter hullet, når der som ved dette mønster er 2 masker mellem sammenstrikning og hul. Derfor satte jeg kun borten ind med de 31 masker og fyldte siderne ud med de 33 masker i hver side, sådan som mit snitmønster anviste og fulgte så snitmønstret fra et print. Ny taktik:

Jeg skiftede til håndstrik interaktivt og malede mine Lace symboler over med en farve. Blå for flytning med 3 dækker mod venstre og orange for flytning mod højre. Midterstriben blev malet gul. Men det, der gjorde det nemmest, var en markering af nålene på nålesengen for hver fletnings begyndelse. Herefter var det kun at scrolle 2 rk. op. ......... Af skade bliver man klog :-)



Mønstret går over 31 masker. Midtermasken er maske 16


For at undgå at bøvle med hulmønstret langs halsudskæringen havde jeg planlagt at slutte lige over til firkantet halsudskæring. Den resterende raglanskråning strikket lige op mod halsen. 




Jeg besluttede mig først til retstrikkede kanter efter at jeg havde strikket de store dele. Jeg har aldrig brudt mig om at have ribapparat på min grovstrikker og når jeg ikke laver en dobbelt kant, strikker jeg borter i hånden, meget ofte retriller.

Nu, hvor jeg har fundet fidusen, bliver det bestemt ikke den sidste fletbort jeg strikker på grovstrikkeren. Jeg ser også frem til at strikke mønstret på et helt forstykke på KH 940. Det kan jo gøres med hulslæden, selvom der er 12 rækker hulslæde for hver 2 rækker med strikkeslæden.